Henrik Ibsens skrifter: Diktsamling: Di75

Spillemænd.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Til hende stod mine tanker
		hver en sommerlys nat;
		men vejen den bar til elven
		i det duggede orekrat.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Hej, kender du gru og sange,
		kan du kogle den dejliges sind,
		så i store kirker og sale
		hun mener at følge dig ind!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Jeg maned den våde af dybet;
	10	han spilled mig bent fra Gud; –
		men da jeg var bleven hans mester,
		var hun min broders brud.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		I store kirker og sale
		mig selv jeg spilled ind,
	15	og fossens gru og sange
		veg aldrig fra mit sind.

Tilbake til innholdsliste

Kong Håkons gildehal.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Du gamle hal med de mure grå,
		hvor uglen bygger sig rede, –
		så tidt jeg dig ser, må jeg tænke på
		kong Lear på den vilde hede.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Han gav sine døtre kronens skat,
		han gav dem sit dyreste eje;
		da jog de ham ud en uvejrs-nat,
		at færdes på vildsomme veje.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Du hal, som tynges af tidens vægt,
	10	du måtte det samme friste; –
		du gav en utaksom efterslægt
		den dyreste skat, du vidste.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Du gav os mindernes gyldne høst,
		en saga med billeder rige.
	15	Men hørtes en eneste sønne-røst
		sit «tak» gennem natten skrige?

3

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Der måtte du stå, som Albions drot,
		til leg for de kåde vinde;
		sex hundrede år hven stormens spot
	20	omkring din grånende tinde. –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nu dages det, gubbe; dit folk er vakt;
		nu prøver vi fejlen at rette:
		vi flikker med klude din kongedragt;
		du har alt en narrehætte.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Og derfor, du hal med de mure grå,
		hvor uglen bygger sig rede, –
		så tidt jeg dig ser, må jeg tænke på
		kong Lear på den vilde hede.

Tilbake til innholdsliste

Byggeplaner.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Jeg mindes så grant, som om idag det var hændt,
		den kveld jeg så i bladet mit første digt på prent.
		Der sad jeg på min hybel og med dampende drag
		jeg røgte og jeg drømte i saligt selvbehag.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	«Et skyslot vil jeg bygge. Det skal lyse over Nord.
		To fløje skal der være; en liden og en stor.
		Den store skal huse en udødelig skald;
		den lille skal tjene et pigebarn til hal. –»

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Mig syntes at i planen var en herlig harmoni;
	10	men siden er der kommet forstyrrelse deri.
		Da mester blev fornuftig, blev slottet splittergalt:
		storfløjen blev for liden, den lille fløj forfaldt.

Tilbake til innholdsliste

Markblomster og potteplanter.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		«Min Gud, jeg kan ej Deres smag forstå,
		ved ej, hvor De har Deres øjne!
		Hun er ingen skønhed, og regnes må
		så halvvejs til de forfløjne.» –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Ja, vistnok det mere stemmende var
		med tonen i dagens dramer,
		ifald jeg mig kåred et exemplar
		iblandt de normale damer.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		De pranger, som vinterens blomsterflor,
	10	så sirligt i vinduskarmen;
		som potteplanter i lunken jord
		de grønnes ved kakkelovns-varmen.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og regelmæssigt hver blomstergren
		forynges efter sin dvale; –
	15	ja, var jeg fornuftig, jeg kåred mig en
		imellem de mange normale.

6

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hvad hjælper fornuftens kløgtige garn!
		Dens røst er mig led og vammel;
		thi hun er et markens friluftsbarn
	20	og sexten skærsommere gammel!

Tilbake til innholdsliste

En fuglevise.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Vi gik en dejlig vårdag
		alléen op og ned;
		lokkende som en gåde
		var det forbudne sted.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Og vestenvinden vifted,
		og himlen var så blå;
		i linden sad en fuglemor
		og sang for sine små.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Jeg malte digterbilleder
	10	med legende farvespil;
		to brune øjne lyste
		og lo og lytted til.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Over os kan vi høre
		hvor det tisker og ler; –
	15	men vi, vi tog et smukt farvel,
		og mødtes aldrig mer. –

8

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og når jeg ensom driver
		alléen op og ned,
		så har for de fjærede småfolk
	20	jeg aldrig ro og fred.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Fru Spurv har siddet og lyttet,
		mens vi troskyldigt gik,
		og gjort om os en vise,
		og sat den i musik.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Den er i fuglemunde;
		thi under løvets tag
		hver næbbet sanger nynner om
		hin lyse forårsdag.

Tilbake til innholdsliste

På Akershus.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Sommernattens slør med milde
		folder sig om jorden spænder;
		enkle stjerner, store, stille,
		blege bagom skodden brænder.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Fjorden letter nu sit trange
		bryst med dump og dæmpet stemme.
		Hør, det er som barndomssange,
		dem en aldrig ret kan glemme.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Gamle Akershus ser roligt
	10	gennem tågen over sjøen;
		stundom nikker han fortroligt,
		tykkes mig, mod Hovedøen.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Akershus, den gamle hvide,
		står såvisst i stærke drømme;
	15	sikkert styrer han med stride
		åretag mod mindets strømme.

1*

10

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Ja – de gæster ham, de svundne
		blodværksmænd fra mørke tider; –
		linombundne, floromvundne
	20	gennem hallen stilt de skrider.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og se der –, jeg ser og gruer,
		snart i brand og snart i frysning –
		bag de høje salsvinduer
		dirrer der en blålig lysning.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Hvem er han, hin tunge ridder
		med den røde glød i øjet, –
		han, som stur i salen sidder,
		i sin stol fremoverbøjet?

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Ja, for visst! Kong Kristjern er det!
	30	Panden skrukket, kinden gusten; –
		hånden famler efter sværdet,
		sliren er af blodskvæt rusten. –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Lig en gravlagt storheds minde,
		fyrstefager end at skue,
	35	i karnappet står en kvinde;
		det er visst Knut Alfsøns frue.

11

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Danske flåden er i fjorden;
		hendes husbond gik at værne
		værgeløs om fædrejorden, –
	40	kom som gæst til Gyldenstjerne.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Liglagt ror de ham tilstrande
		uden sang og uden kærte; –
		hugget i Knut Alfsøns pande
		var et hugg i Norges hjerte. –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	45	Se den bundne mand i kåben.
		Let, jeg tænker, navnet gættes;
		hundred hærmænd under våben; –
		Herlof Hyttefad skal rettes.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Bål er rejst i Ormegården;
	50	blodet blommer dødning-linet;
		fire svende står ved båren, –
		Kristjern glytter bag gardinet.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Rige frihedsmand, som strøde
		for dit folk i døden roser!
	55	Mer end kirkevirak søde
		blodrøg, som fra bålet oser!

1**

12

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Martyrblod med sædens kræfter, –
		sæd fra Norges ulivs sårdag,
		som tre hundred år derefter
	60	sprat ved Ejdsvolds Værk en vårdag!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og se der –! Nej, undaf gled det
		thi «løs af» det lød fra vagten; –
		Akershus har åndeklædet
		byttet bort mod hverdagsdragten.

Tilbake til innholdsliste

Ederfuglen.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Ederfuglen i Norge bor;
		der holder han til ved den blygrå fjord.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Han plukker af brystet de bløde dun,
		og bygger sig rede både varm og lun.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Men fjordens fisker har stålsat hug;
		han plyndrer redet til sidste fnug.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Er fiskeren grum, så er fuglen varm;
		han ribber igen sin egen barm.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og plyndres han atter, så klæder han dog
	10	sit rede påny i en velgemt krog.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men røves hans tredje, hans sidste skat, –
		da spiler han vinger en forårs-nat.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Da kløver han skodden med blodigt bryst; –
		mod syd, mod syd til en solskins-kyst!

Tilbake til innholdsliste

Med en vandlilje.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Se, min bedste, hvad jeg bringer;
		blomsten med de hvide vinger.
		På de stille strømme båren
		svam den drømmetung i våren.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Vil du den til hjemmet fæste,
		fæst den på dit bryst, min bedste;
		bag dens blade da sig dølge
		vil en dyb og stille bølge.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Vogt dig, barn, for tjernets strømme.
	10	Farligt, farligt der at drømme!
		Nøkken lader som han sover; –
		liljer leger ovenover.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Barn, din barm er tjernets strømme.
		Farligt, farligt der at drømme; –
	15	liljer leger ovenover; –
		nøkken lader som han sover.

Tilbake til innholdsliste

Fugl og fuglefænger.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Gutte-kåd, af granepinde
		snitted jeg en fuglefælde.
		Førend jeg til ti kan tælle,
		flakser fuglen stængt derinde.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Og jeg bar med grusom glæde
		fælden ind i barnestuen,
		skræmte fangen med mit vrede
		blik, med fagter og med truen.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Da jeg ret mig havde moret,
	10	og til gagns min grumhed mættet,
		lod jeg fælden stå på bordet, –
		åbned så forsigtig brættet.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Ej, hvor bruger han sin vinge!
		Liv og frihed er ham buden; –
	15	ud mod lyset vil han svinge
		sig, men tumler knust – mod ruden! –

16

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Fugl i fælden, du er hævnet!
		Nu er selve gutten hildet
		i et stængsel, hvor han evned
	20	kun at flakse om forvildet.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Også ham et øje stirrer
		skræmsomt på igennem gittret.
		Dette blik hans sind forvirrer;
		rædsel har ham gennemsittret.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Og når han på gab tror ane
		vinduet, som til frihed bringer,
		dratter han med brudte vinger,
		bums, ifra sin stængte bane.

Tilbake til innholdsliste

Bergmanden.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Bergvæg, brist med drøn og brag
		for mit tunge hammerslag!
		Nedad må jeg vejen bryde,
		til jeg hører malmen lyde.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Dybt i fjeldets øde nat
		vinker mig den rige skat, –
		diamant og ædelstene
		mellem guldets røde grene.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og i dybet er der fred, –
	10	fred og ørk fra evighed; –
		bryd mig vejen, tunge hammer,
		til det dulgtes hjertekammer!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Engang sad som gut jeg glad
		under himlens stjernerad,
	15	trådte vårens blomsterveje,
		havde barnefred i eje.

18

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men jeg glemte dagens pragt
		i den midnatsmørke schakt,
		glemte liens sus og sange
	20	i min grubes tempelgange.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Dengang først jeg steg herind,
		tænkte jeg med skyldfrit sind:
		dybets ånder skal mig råde
		livets endeløse gåde. –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	End har ingen ånd mig lært,
		hvad mig tykkedes så sært;
		end er ingen stråle runden,
		som kan lyse op fra grunden.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Har jeg fejlet? Fører ej
	30	frem til klarhed denne vej?
		Lyset blinder jo mit øje,
		hvis jeg søger i det høje.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nej, i dybet må jeg ned;
		der er fred fra evighed.
	35	Bryd mig vejen, tunge hammer,
		til det dulgtes hjertekammer! –

19

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hammerslag på hammerslag
		indtil livets sidste dag.
		Ingen morgenstråle skinner;
	40	ingen håbets sol oprinder.

Tilbake til innholdsliste

Min unge vin.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Du kaldte dig min unge vin,
		mig karret løvomkranset.
		Du dufted sød, du perled fin,
		du gæred hed, og du var min; –
	5	da blev processen standset.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Min vin blev stjålen af en fløs;
		men karret bærmen aver.
		Jeg skal ej knalde dig af døs;
		jeg exploderer ej, min tøs, –
	10	jeg falder blot i staver.

Tilbake til innholdsliste

Lysræd.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Den tid jeg gik i skolen
		var mod nok i mit sind, –
		at sige, så længe til solen
		gik under bag bergets tind.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Men lagde sig nattens skygge
		udover ås og myr,
		da skræmte mig spøgelser stygge
		fra sagn og fra eventyr.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og bare jeg lukked øjet,
	10	jeg drømte så meget og mangt, –
		og alt mit mod var fløjet –
		Gud vide må hvor langt.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nu er der en forandring
		med alting i mit sind;
	15	nu går mit mod paa vandring
		ved morgensolens skin.

22

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nu er det dagens trolde,
		nu er det livets larm,
		som drysser alle de kolde
	20	rædsler i min barm.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Jeg gemmer mig under fligen
		af mørkets skræmsels-slør;
		da ruster sig al min higen
		så ørnedjerv som før.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Da trodser jeg hav og flammer;
		jeg sejler som falk i sky,
		jeg glemmer angst og jammer –
		til næste morgengry.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men fattes mig nattens foerværk,
	30	jeg ved ej mit arme råd; –
		ja, øver jeg engang et storværk,
		så blir det en mørkets dåd.

Tilbake til innholdsliste

Digterens vise.

(Af «Kærlighedens komedie» .)

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Solglad dag i hegnet have
		skabtes dig til lyst og leg;
		tænk ej på, at høstens gave
		tidt-nok vårens løfter sveg.
	5	Æbleblomsten, hvid og vakker,
		breder over dig sit tjeld, –
		lad den så langs alle bakker
		drysses vejrslåt næste kveld.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hvad vil du om frugten spørge
	10	midt i træets blomstertid?
		Hvorfor sukke, hvorfor sørge,
		sløvet under slæb og slid?
		Hvorfor lade fugleskræmmen
		klappre dag og nat på stang?
	15	Glade broder, fuglestemmen
		ejer dog en bedre klang!

24

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hvorfor vil du spurven jage
		fra din rige blomstergren?
		Lad den før som sangløn tage
	20	din forhåbning en for en.
		Tro mig, du ved byttet vinder,
		tusker sang mod sildig frugt;
		husk moralen «tiden rinder»;
		snart din frilufts-lund er lukt.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Jeg vil leve, jeg vil synge,
		til den dør, den sidste hæk; –
		fej da trøstig alt i dynge,
		kast så hele stasen væk!
		Grinden op; lad får og kviger
	30	gramse grådigt, hver som bedst;
		jeg brød blomsten; lidt det siger,
		hvem der tar den døde rest.

Tilbake til innholdsliste

Kløften.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Tungt trak det op; en regnsky brast,
		og kløften blev en elv i hast.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og alt som uvejrs-flommen steg,
		den bobled, bruste, sang og skreg.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Det trak forbi; det lufted væk,
		og elven skrumped ind til bæk.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Der hvisled dråbers regnbu-støv;
		der rasled perler over løv.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		En vakker hundedag – som før
	10	lå kløftens grusbund ganske tør.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men klangen blev: der hvisled støv,
		der knirked kvas, der rasled løv.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Det minded fjernt om kildevæld.
		Jeg selv har sværmet der en kveld.

Tilbake til innholdsliste

Højfjeldsliv.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		I dalen er der sommernat
		med lange skyggers slør;
		i højden går om bergvæg brat
		en sjø for kveldens bør:
	5	der vælter skyens bølger grå,
		og intet syn når op
		til jøklen, som i dagen lå
		og vidt udover bygden så,
		med solguld om sin top.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

27

	10	Men over tågebølgers brand,
		i glans af guld og rav,
		der højner sig et fredlyst land,
		lig øflok spredt i hav.
		Den store fjeldfugl sejler slig
	15	som skibet videst ud,
		mens tinders rad bag jøkelflig
		står, hærklædt troldefylking lig,
		og truer vest mod Gud.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Dog se, derborte sel og kvé
	20	i slør af fonnens bræm!
		Der blåner fjeld, der glittrer sne
		omkring det stille hjem.
		Det er en verden for sig selv,
		og folket er som den, –
	25	fra bygden skilt ved urd og elv,
		det har et større himmelhvælv,
		og bedre sol til ven.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Se sæterjenten lydløs stå
		i glød og skygger svøbt.
	30	Den alvors-alf, hun stirrer på,
		har intet ordlag døbt.
		Hun ved ej selv hvor langt han vil,
		så lidt hun ved hans navn;
		men under lur og bjældespil
	35	det bæter bort i solfalds ild; –
		mon tro, der findes havn? –

28

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Det er så kort, dit højlands-liv
		på sætervold ved bræ;
		snart foldes snevejrs-kåben stiv
	40	udover sel og kvé.
		Da sidder du ved ovnens kul
		i vintrens vante færd; –
		men spind du trøstig hamp og uld:
		et syn på højfjelds-kveldens guld
	45	er vel sin vinter værd.

Tilbake til innholdsliste

På sangertog.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Frem gennem holmernes række,
		den hellige skinnende dag,
		damper vor stolte snekke,
		pyntet med hundrede flag.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Ungdommens sang inden borde,
		jubel fra bryst og mund,
		vælter sig vidt over fjorde,
		fylder de trange sund.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Fremmest i stavnen klinger
	10	hornets og tubaens slag.
		Kirkeklokkerne ringer; –
		dem hører ej Strilen idag.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Han hører ej klokker kime,
		han glemmer sin salmebog,
	15	han glemmer højmessens time
		for sangernes søndags-tog.

30

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men, tro mig, som der han sidder
		og undres og stirrer ud
		over de tonende vidder, –
	20	han er ikke langt fra Gud.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Han skønner ej togets tanke,
		ved ej, hvad slig færd har voldt, –
		men kender nok blodet banke
		i veksling, snart varmt, snart koldt.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Han letter sig fra sin tue
		derborte på næssets knat;
		og sangeren svinger sin hue,
		og Strilen tar til sin hat.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Gennem leden, skaldet og nøgen,
	30	vi stryger på rullinger blå;
		han sidder og ser efter røgen
		så langt, som øjet kan nå.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Vi flyver med flagrende faner,
		vi synger os fuglefri;
	35	han sidder igen og aner:
		nu strøg noget stort forbi.

31

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Vi stævner til strålende fester
		med blomster og lampe-skær;
		han kender ej andre gæster,
	40	end alvorets tause hær.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og dog, lad det aldrig dig nage,
		du hindred hans kirkegang;
		visst tog han fra mødet tilbage
		en afglans af lys og sang. –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	45	Se, slig skal vi brødre, vi unge,
		på livsfærden, festlig og rig,
		vidne med vækkende tunge
		langs landet i bugt og vik.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Der er ej så taus en hule,
	50	lidt genlyd ejer den jo.
		Vi er som de sjungende fugle
		med frøkorn i næb og klo.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hvorhelst end vingerne stryger,
		langs fjeldryg, som lavt over fjord,
	55	et frøkorn fra flokken fyger
		til trivsel i længtende jord.

Tilbake til innholdsliste

En svane.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Min hvide svane,
		du stumme, du stille;
		hverken slag eller trille
		lod sangrøst ane.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Angst beskyttende
		alfen, som sover, –
		altid lyttende,
		gled du henover.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men sidste mødet,
	10	da eder og øjne
		var lønlige løgne, –
		ja da, da lød det!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		I toners føden
		du slutted din bane.
	15	Du sang i døden; –
		du var dog en svane!

Tilbake til innholdsliste

Priset være kvinden!

(Ved en sangerfest.)

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Med sommer i sind foer vi frem gennem sund og fjord;
		livsmodet svulmed i bølgende kor.
		I løvspring under led,
		i fuglesangen med,
	5	fandt vi samme higende drift, som i os, –
		længsel imod lyset med jubel og trods!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Ja, sangerens sind er som birken i solvarm vår;
		gærende saft gennem årerne går;
		der modnes den tilsidst
	10	som løvkrans over kvist;
		se, da er hans fylde i kvad sprungen ud:
		længsel imod lyset er livsgådens bud.

2*

34

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men hist i det lokkende lysland er kvindens hjem;
		kvad-frøets spirer fra hende gik frem.
	15	Til hende de på ny
		som voksne kvad skal fly.
		Priset være kvinden hvor sangbølgen går;
		hun er fagrest dag-glans i sangerens vår!

Tilbake til innholdsliste

4de Juli 1859.

(Kong Oskars fødselsdag.)

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Unge Norge, sænk dit flag,
		lad det foldes tungt om stangen;
		der er sorg i glædens lag,
		gråvejrs-tyngsel over sangen.
	5	Sommersol i li og lund
		bær ej smil til folkemund:
		helbud over landet rider,
		melder at kong Oskar lider.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Ja, han lider langt herfra,
	10	har ej syn for sol og sommer.
		Unge Norge, ræk ham da
		folkehjertets fagre blommer!
		Luft fra livets friske væld
		tør ham lindre for en kveld.
	15	Sæt dig stille ved hans leje,
		skænk ham, hvad du har i eje!

2**

36

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Han for dig har stridt og tænkt,
		from og folkekær i lande.
		Nu har fulest sot sig sænkt
	20	som et slør om kongens pande; –
		gæst ham nu med vuggesang,
		tag ham som dit barn i fang,
		lad mod drømmens strand ham stævne, –
		fager drøm har lægdoms-evne.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Kongen lider. Højt og hult
		går hans bryst som sjø for stormen;
		kongens bryst, så rigt og fuldt,
		er nu hjem for helsots-ormen.
		Unge Norge, hvert dens hugg
	30	svale du med sangens dugg; –
		folkets kvad for kongens helse
		lindring har, om end ej frelse.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Sænk dig, konge, sødt i blund;
		folket om dit leje sidder; –
	35	gæst i drømme Norges lund,
		furumo og fjeldets vidder.
		Langs med led i hver en bugt
		er der søndagsligt og smukt;
		kvæg dig, konge; – fromt og stille
	40	fejres folkesorgens gilde.

37

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Did i drøm, hvor elvesus,
		under urd og højfjelds-rygge,
		dugger bondens bjelkehus,
		mellem liens løv i skygge!
	45	Gubben med det hvide skæg
		står på hellen udfor væg,
		standser mænd, som opad rider,
		spør om kongen endnu lider.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Styr din flugt udover vik.
	50	Ser du guttens leg i haven?
		Se, hvor han den røde flig
		fæster højt på gærdestaven.
		Han har hørt af far en dag:
		flaget er kong Oskars flag; –
	55	derfor han fra lysthus-taget
		leger konge, – frigør flaget.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Svanevinget under sejl
		kløver briggen bølgetoppe.
		Konge, læs dit navn i spejl;
	60	konge, hils, – dit flag er oppe!
		Skuden træder, let og kæk,
		havfru-dans med krænget dæk; –
		Norges sejler evigt bære
		Norges flag til Oskars ære!

38

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	65	Ak, min konge, – stakket drøm
		folkets vuggesang dig skænker;
		ormens helbid, smertens strøm,
		magtløs dig til lejet lænker.
		Men så tidt en lindring sval
	70	vifter over al din kval, –
		tag det for en bøn, som svinger
		sig mod Gud fra folkets bringer!

Tilbake til innholdsliste

Skolehuset.

(Ved indvielsen.)

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Mens lien gulner og skogens flor
		for løvfalds-stakken må vige,
		her vier ind vi en urtegård
		for åndens evige rige.
	5	Den ligger højt på klippegrund,
		den står med mure trygge; –
		Gud signe mildt fra denne stund
		det værk, vi her fik bygge!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Vi fjeldets sønner, vi ved så vel
	10	at urt kan artes på hejen,
		at tallens top, der den gror på fjeld,
		mod himlen kækt finder vejen; –
		vi ved , at strå bag bergets urd
		kan aksets kronguld bære;
	15	så trives og bag skolens mur
		den grøderige lære!

40

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Thi Gud vil sende sit godvejr ned
		til urtegården herinde,
		så tankens spirer, så åndens sæd
	20	sig frem til modning kan vinde;
		han skænke frimarks luftning mild,
		og lys fra livets vidder;
		thi friluft trænger tanken til,
		som våren fuglekvidder. –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Så vær da viet til sjælerøgt,
		du åndens fredlyste have!
		Det frø, her lægges, det spire trygt
		udover slægternes grave!
		Skil aldrig livets vårnatur
	30	fra lære-hjemmets tanke, –
		og hvælv dit tag og højn din mur
		som værn, men ej som skranke!

Tilbake til innholdsliste

Folkesorg.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nu bær de tusend klokker bud
		vidt over fjord og fjeld;
		to frændefolk i sorgeskrud
		tar med sin drot farvel.
	5	I hjemlig krog, på alfart torg,
		er tanken en idag, –
		fra bjelkehus og kongeborg
		en æt i gråd, to folk i sorg
		om Oskars sarkofag.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	10	Tilsammen længst har folk og drot
		i smertens nætter lidt.
		Nu er det stilt på kongens slot;
		thi ud har kongen stridt.
		Snart gravkapellets port blir lukt;
	15	der blunder han i fred; –
		men udenfor skal blomstre smukt
		en sæd igennem tiders flugt, –
		den skær ej døden ned.

42

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hans ben i kirken hviler sødt,
	20	hans ånd mod højden foer.
		For visst han far og søn har mødt
		i kårne sjæles kor.
		Som sagnets helt til himmelport
		i faldnes følge kom,
	25	så foer kong Oskar sejrrig bort;
		han gik med vidners følge stort
		ind til sin herres dom.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men følget var ej valens høst,
		sværdbidte mænd på rad;
	30	hans sag er talt med bedre røst
		i folkets takke-kvad.
		Fra Oskars milde kongespor
		slog alfers fylking ud; –
		de gik at vidne der han foer, –
	35	og derfor var hans hird så stor,
		da ind han tren for Gud. –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

43

		Så hvil dig, drot, hos herren ud, –
		her er din gerning endt;
		dit virke står i sommerskrud,
	40	som fagrest monument.
		Den sorgens sky, som har sig bredt
		om land, vil spredes ad, –
		men Oskars kamp for sandt og ret
		skal bo hos folk og konge-æt
	45	i Nordens minders rad.

Tilbake til innholdsliste

Til thingmændene.

(17de Maj 1860.)

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Thingmænd, mindes
		I, hvad findes
		gemt fra sagnets nat?
		Eller mon I glemte
	5	Egils tog til Jæmte-
		jarlen gæve
		for at kræve
		norske kongens skat?

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Egils følge
	10	ræd sig dølge
		gad, der gubben foer.
		En for en ham svigter;
		Jæmten står og sigter
		skjult i lien; –
	15	rødt på stien
		blodets roser gror.

45

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Da går brede
		drag af vrede
		over gubbens bryn;
	20	rundt sig fiender flokked;
		skjoldeløs han lokket
		står i fælde.
		Saga melde
		monne da et syn:

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Bergets helle,
		brud i vælde,
		surred han med bast,
		bandt den frempå bringen
		skred, skønt fulgt af ingen,
	30	bent mod målet; –
		Jæmte-stålet,
		Jæmtens hærmod brast.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Jarlen fandt han,
		skatten vandt han,
	35	sad i Jæmtens hal.
		Vennesælt lød ordet;
		mjøden gik om bordet,
		slut var striden; –
		aldrig siden
	40	ønsktes Egils fald. –

46

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Frihedsbårne,
		folkekårne
		mænd fra dal og strand, –
		Egils hverv er eders;
	45	thi skal og hans hæders-
		klædte minde
		sagabinde
		hver, der står som han!

Tilbake til innholdsliste

Hilsen til Svenskerne.

(I Trondhjem, ved storthingets fest for den svenske kronings-deputation.)

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Templet så I med de brustne buer
		i det høje kor;
		endnu, grå som gubben, vidt det skuer,
		mæler mindets ord:
	5	engang kvad derinde Svenskens sanger
		kækt om sejr og blod;
		og ved Olafs-skrinets alterfod
		bandt den djærve svenske mand sin ganger.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Landet så I med de trange dale,
	10	I så bræen hvid;
		også den kan med om mindet tale
		fra vor ufreds-tid:
		templets sprængte mur kan pragt ej dække,
		knust er Olafs skrin;
	15	men deroppe, under viddens lin,
		sover stilt en hær i rad og række.

48

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Svenske broder! Over grænse-fjelde
		banet vej nu går.
		Templet har et yngre sagn at melde:
	20	sagnet fra iår.
		Her, hvor hedest had i hærtid brændte,
		samles frænder nu;
		mindehallen for en fortids gru
		står, som løftets hal, med sejr ivente.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Ja, skønt Olafs-kirkens skat gik under,
		lever folket end;
		og om Svenskens mænd på vidden blunder, –
		han har fler igen.
		Signet være da hans hæders-fane
	30	og vort unge flag; –
		fælles vaje de for Nordens sag
		under fælles drot på fælles bane!

Tilbake til innholdsliste

Til de genlevende.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nu er pris i mængdens munde; –
		først dog måtte kæmpen blunde.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Han et lys i landet tændte;
		I med det hans pande brændte.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Han et sværd jer svinge lærte;
		I det prøved mod hans hjerte.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hvast han stred mod døgnets trolde;
		I ham klemte mellem skjolde.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men en glansfuld vindings stjerne
	10	tog I efter ham at værne. –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Slør den ej, hvis tornekronet
		høvding sove skal forsonet!

Tilbake til innholdsliste

Til professor Schweigård .

(Studenternes sang ved hans jubilæum.)

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Lig et nybyg i de tykke skoge
		lå vort fædreland.
		Gagnløst grov sig bondens gamle ploge
		gennem moens sand.
	5	Det, som trængtes mest, var sol derinde,
		det var dagens bad; –
		frem da gik, med bilens blanke blad,
		gæve rydningsmænd i signet minde.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Da kom liv iblandt de trøskne stammer
	10	på den golde mo;
		der, hvor tyriroden sprat i flammer,
		kunde kornet gro; –
		og da rydningsværket først var øvet,
		rejstes grænd ved grænd,
	15	vokste op en slægt af stærke mænd, –
		enkelt sanger kvad vel og blandt løvet.

51

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Gæve rydningsmand i åndens rige!
		Du er en af dem,
		for hvis dagværk mørket måtte vige
	20	i vort fædrehjem.
		Solguld sænktes mellem vindfalds-graner
		ved din biles blad; –
		derfor hilses du ikveld med kvad,
		som et taksomt sind fra hjertet maner.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	For hvad spredt i livet var dit virke,
		gør dig Saga skel;
		vi, som sønner kun af tankens kirke,
		hylder dig ikveld.
		Længe glimte dine klare syner
	30	over vidden ud; –
		sagnet siger, sædens unge skud
		trives fagrest når i vest det lyner.

Tilbake til innholdsliste

Vuggevise.

(Af « Kongs-emnerne». )

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nu løftes laft og lofte
		til stjernehvælven blå;
		nu flyver lille Håkon
		med drømmevinger på.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Der er en stige stillet
		fra jord til himlen op;
		nu stiger lille Håkon
		med englene til top .

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Guds engle små, de våger
	10	for vuggebarnets fred;
		Gud sign’ dig, lille Håkon,
		din moder våger med.

Tilbake til innholdsliste

Borte!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		De sidste gæster
		vi fulgte til grinden;
		farvellets rester
		tog nattevinden.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	I tifold øde
		lå haven og huset,
		hvor toner søde
		mig nys berused.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Det var en fest kun,
	10	før natten den sorte;
		hun var en gæst kun, –
		og nu er hun borte.

Tilbake til innholdsliste

Stormsvalen.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Stormsvalen ruger, hvor landet glipper; –
		jeg har hørt det selv af en gammel skipper.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		I skumkammens fråde vingerne dynker hun;
		rullingen træder hun; aldrig synker hun.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Med havet hun daler; med havet hun stiger;
		i havblik hun tier; mod storm hun skriger.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Det er en færd mellem flyven og svømmen,
		som midt mellem himmel og afgrund drømmen.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		For tung for luften, for let for bølgerne –;
	10	digterfugl, digterfugl, – der har vi følgerne!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Ja, og hvad værst er, – i lærdes øjne
		gælder det meste for skipperløgne.

Tilbake til innholdsliste

Agnes.

(Af «Brand».)

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Agnes, min dejlige sommerfugl,
		dig vil jeg legende fange!
		Jeg fletter et garn med masker små,
		og maskerne er mine sange!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	«Er jeg en sommerfugl, liden og skær,
		så lad mig af lyngtoppen drikke;
		og er du en gut, som lyster en leg,
		så jag mig, men fang mig ikke!»

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Agnes, min dejlige sommerfugl,
	10	nu har jeg maskerne flettet;
		dig hjælper visst aldrig din flagrende flugt, –
		snart sidder du fangen i nettet!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		«Er jeg en sommerfugl, ung og blank,
		jeg lystig i legen mig svinger;
	15	men fanger du mig under nettets spind,
		så rør ikke ved mine vinger!»

56

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nej, jeg skal løfte dig varligt på hånd
		og lukke dig ind i mit hjerte;
		der kan du lege dit hele liv
	20	den gladeste leg, du lærte!

Tilbake til innholdsliste

Stambogsrim.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Jeg kaldte dig mit lykkebud;
		jeg kaldte dig min stjerne.
		Du blev da også, sandt for Gud,
		et lykkebud, der gik – gik ud; –
	5	en stjerne –, ja, et stjerneskud,
		der slukned i det fjerne.

Tilbake til innholdsliste

Mindets magt.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hør, ved De hvordan en dyretæmmer
		får lært sin bjørn, hvad den aldrig glemmer?

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		I en bryggerkedel han binder dyret; –
		så blir der tæt under kedlen fyret.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Imidlertid han på positivet
		spiller for bamsen: «Fryd dig ved livet!»

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Af smerte knapt kan den lodne sanse;
		han kan ikke stå, og så må han danse.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og spilles siden den melodi ham, –
	10	fluks farer en dansende djævel i ham. –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Jeg selv sad engang i kedlen nede,
		under fuld musik og forsvarlig hede.

59

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og dengang brændte jeg mer end skindet;
		og det går aldrig mig ud af mindet.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	15	Og hvergang genklang fra den tid lyder,
		det er som jeg bandtes i gloende gryder.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Det kendes som stik under neglerødder; –
		da må jeg danse på versefødder.

Tilbake til innholdsliste

Åbent brev.

(Til digteren H. Ø. Blom.)

Kristiania, 1859.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Da det til agters gik for Nordens guder,
		da Balder fældet var og Odin sad
		som sløvet bedstefar på Lidskjalfs puder
		iblandt de blundende einherjers rad, –
	5	men selve Tor lar stå det fyldte fad,
		og Brage døsig over harpen luder, –
		da spåde Vala: «Snart står verden tom!»
		Nu rejser Wiehe; – nu spår H. Ø. Blom.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Du er den Vala, som profetisk lyner,
	10	imens for folket du poetisk spår;
		du melder metrisk om de sikre «syner»,
		som foran råheds-sildestimen går;
		af svartalf-flokken, som ved grænsen står,
		du skimter alt et glimt af horn og tryner; –
	15	men hvad du så, på vingehesten flyvende,
		blev trykt i «Morgenbladet» for den 7de.

61

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Du ræddes for et ragnarok, som alt
		står med «barbaries» for døren truende.
		For så vidt klæber tankehalen luende
	20	til digtkometens korpus, tyndt og skralt;
		men, tro mig, alle muser finder gruende
		dit billed-figenblad for spædt og smalt.
		Hold derfor op, som skald, vor kunst at kværke; –
		gør prosa; – verset kommer dig på tverke.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Husk, af din gerning kendes skal din tro;
		lad derfor ej på glat-is ud dig narre.
		Du tror dig selv en smagens ridder jo, –
		og dog du vil vor gamle moder «parre»
		med en af kobbelet for Thespis karre, –
	30	ja, Gud forlade dig, med begge to!
		Den køter-tanke er i kernen rådden; –
		den tanke-køter er på vers for lodden!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Du digter om et rollefags doublering,
		mens folket kræver krigssang for sin kamp;
	35	du fantaserer over «remplacering»;
		dit øje blænder thevandsbordets damp; –
		du har en hippogrif med god dressering,
		men lejer læredigtets vognmands-gamp; –
		højt foran står en borg med tind og takke;
	40	du vælger farten baglængs nedad bakke.

62

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		De trak engang fra pyramidens indre
		et balsameret lig i dagen ud.
		Det lå så stolt i sit forstenings-skrud;
		det havde glemt, hvor dejligt sol kan tindre; –
	45	hvad nyt det så, det skatted tifold mindre,
		end sunkne oldtids bankerotte gud.
		«Et bittert smil» om mumiens mund mon spille,
		med hån mod tiden – for den ej stod stille.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		På samme sæt du åbned denne dyst.
	50	Med vold du tiden vil i slummer tvinge;
		du harmes ved at høre livet klinge,
		du længes ned igen i gruben tyst.
		Dog var der engang sangbund i dit bryst;
		derinde mangen skønheds-alf fik vinge,
	55	fløj ud, erobred land, forplanted ætten;
		men du – fornægter ægtefødsels-retten!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Dog, nu tilbage til din mørke spådom,
		at ragnarok er ventendes bag jul.
		Op, alle mand, mød frem og læg nu råd om
	60	det bedste surrogat for kunstens sul!
		Vor egen barkekost er besk og ul;
		det hjælper hverken bønner eller gråd om.
		Men verdensborger kunsten er, ved læserne; –
		så før en trup da hjem fra – Japaneserne.

63

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	65	Nej, tingen er at Kongens København
		har eneret på den trafik i landet; –
		thi som Madeiras most, skønt falsk og blandet,
		blir ædel vin på fad i skudens stavn,
		så skibes op til os mangt navnløst navn,
	70	som først får værd ved farten over vandet.
		Her bænkes den ved kunstens højbords-brædder,
		som hist kun gældte for en sjællandsk skrædder.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Din skylden var, ifald jeg nu tog post,
		og passed op i lejren hver som snøvler,
	75	og brændte løs på hver en udslidt vrøvler,
		som tapper dig din Dry-Madeira-most .
		Mon ej kothurnen blev til gamle støvler,
		og smagens gudeflesk til husmandskost
		ved analytisk plukken-op i kransen
	80	fra nummer 3 til korets formand Hansen?

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Dog, lad det fare til en anden gang; –
		jeg finder snart igen vel tid og stunder
		at kikke indom dør til hint vidunder,
		hvis nære fald begrædes i din sang.
	85	Vi vil ej veje nogen enkelts rang;
		men på dit eget kvad min dom jeg grunder:
		den tid, som kommer, ragnarok du kalder; –
		så er det altså Valhal da, som falder.

64

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Thi foran Valhals fald går ragnarok,
	90	det ved vi alle fra vor første lærdom.
		Andhrimner har man, det er sikkert nok,
		og ingen tvivler på hans kost er nærsom, –
		for torsdags-maver da, – om ej så svær som
		det fordum krævedes af asers kok.
	95	Einherjer mangler ej: kritiken slår dem,
		men ej ihjæl; thi publikum dog får dem.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men hvor er Tor med hammeren dernede?
		Den stærke Tor, som kløver fjeldets væg
		og henter Freja hjem til Nordens glæde,
	100	mens troldet bider ræd i eget skæg.
		Og hvor er Freyr, som ejer magt at brede
		ud over land et skrud af birk og hæg?
		Og hvor er Yduns-æblet? Find det, kære; –
		jeg kan kun se en overmoden pære.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	105	Nej, Yduns-æblet fattes, det er sagen,
		og Balder flytter senest i April;
		se, derfor lakker det mod endskabs-dagen,
		trods slag af køller og trods skud med pil; –
		hæng altså tålsomt dit gevær i hvil, –
	110	stig op på bordet, sy de faldnes lagen;
		thi det du vide må: end gud, som blunder,
		kan aldrig ruskes op; han får gå under.

65

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men vær du trøstig. Ragnarok får ende,
		der gryr en fremtids-sol bag åsens bryn; –
	115	det dæmrer alt for slægtens friske syn,
		den bedre morgen er alt grant at kende.
		Du skal få se, at dagens lys kan brænde,
		hvor trøskne stammer knak for nattens lyn; –
		du skal få se: den højeste blandt himle
	120	er ikke Valhal, men det unge Gimle.

Tilbake til innholdsliste

Til en bortdragende kunstner.

(Ved afskeds-festen for skuespiller Jørgensen.)

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nordpå, fra de danske strande,
		djærv og frisk han foer;
		al hans arv var ånd i pande,
		høvdings magt i ord.
	5	Viking lig han vilde prøve
		værgets vægt, og storværk øve,
		vilde vokse, vilde stige,
		vinde sig et rige.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		I hans sind var ungdomsfloden,
	10	vårflom i hans mod;
		i den norske fjeldgrund foden
		slog som granen rod.
		Der gik ry, hvor helten mødte;
		stundom hændtes vel, han blødte; –
	15	men det får nok hver mand sige,
		at han vandt sit rige.

67

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nu står gubben ved sin banes
		mål og ser mod sjø,
		lyster høre hjemmets svanes
	20	sang ved Sundets ø.
		Sænk dit skjold, lægg sværd og bile;
		du har stridt, kan trøstig hvile, –
		sent skal tidens storme vejre
		bort din sagas sejre!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Thi som bautastenes række
		langs med Norges hav
		mæler mægtigt om de kække,
		der gik længst i grav, –
		så skal du i skønheds rige
	30	mindes gennem tusend slige, –
		vidne for en rad af slægter,
		hvad en høvding mægter!

Tilbake til innholdsliste

Ørnulfs drapa.

(Af «Hærmændene på Helgeland».)

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Sind, som svær-mod stinger,
		savner Brages glæde;
		sorgfuld skald så såre
		kvides ved at kvæde.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Skaldeguden skænked
		evne mig at sjunge; –
		klinge lad min klage
		for mit tab, det tunge!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Harmfuld norne hærged
	10	hårdt mig verdens veje,
		listed lykken fra mig,
		ødte Ørnulfs eje.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Sønner syv til Ørnulf
		blev af guder givet; –
	15	nu går gubben ensom,
		sønneløs i livet.

69

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Sønner syv, så fagre,
		fostret mellem sværde,
		værned vikings hvide
	20	hår, som gævest gærde.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nu er gærdet jævnet,
		mine sønner døde;
		glædeløs står gubben,
		og hans hus står øde.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Torolf, – du, min yngste!
		Boldest blandt de bolde!
		Lidet gad jeg klage,
		fik jeg dig beholde.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Vén du var, som våren,
	30	mod din fader kærlig,
		arted dig at ældes
		til en helt så herlig.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Ulivs-sår, usaligt,
		værste ve mon volde,
	35	har min gamle bringe
		klemt, som mellem skjolde.

70

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nidsyg norne nødig
		nægted mig sit eje, –
		dryssed smertens rigdom
	40	over Ørnulfs veje.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Vegt er visst mit værge.
		Fik jeg guders evne,
		en da blev min idræt:
		nornens færd at hævne.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	45	En da blev min gerning:
		nornens fald at friste, –
		hun, som har mig røvet
		alt – og nu det sidste!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Har hun alt mig røvet?
	50	Nej, det har hun ikke;
		tidligt fik jo Ørnulf
		Suttungs mjød at drikke.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Mine sønner tog hun;
		men hun gav min tunge
	55	evnen til i kvæder
		ud min sorg at sjunge.

71

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		På min mund hun lagde
		sangens fagre gave; –
		lydt da lad den klinge,
	60	selv ved sønners grave!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hil jer, sønner gæve!
		Hil jer, der I rider!
		Gudegaven læger
		verdens ve og kvider!

Tilbake til innholdsliste

Fredrik den syvendes minde.

(Sang i studentersamfundet.)

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Dansken står på Dannevirke,
		spejder spændt mod syd.
		Fredriks hjem er Roskilds kirke,
		stængt for stridens lyd.
	5	Dansken slår for liv og æren;
		Fredrik kommer ej til hæren;
		«Jens» om Nordens grænsestene
		værge må alene.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nej, – går blodværk frem af tvisten
	10	ved den jydske grind,
		rejser Fredrik sig af kisten,
		kløver nattens vind,
		suser frem, som Ossians helte,
		svingende sit sværd fra belte:
	15	«Fremad, børn, til kamp for æren; –
		Fredrik er i hæren!»

73

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Thi han lever stærk i mindet,
		Danmarks danske drot, –
		kongemod i folkesindet
	20	vidner det så godt.
		Derfor frem til sandheds-sejren!
		Fredrik er i danskelejren; –
		Slaven, Venden og Kroaten
		slår ej landsoldaten!

Tilbake til innholdsliste

En broder i nød!

(December 1863.)

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nu flokker sig om Tyras borg, –
		kan hænde, sidste gang, –
		et folk i nød, et folk i sorg,
		med flaget halvt på stang.
	5	Forladt, forladt på farens dag,
		forladt i stridens stund!
		Var sådan ment det nævetag,
		der loved godt for Nordens sag
		i Axelstad og Lund?

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

75

	10	De ord, der flød, som om de kom
		fra hjertet lige hid, –
		de var da kun en frase-flom;
		og nu er tørkens tid!
		Det træ, som blomstrings-løfter gav
	15	i festens solskinsvæld,
		det står, af stormen kvistet af,
		som kors på Nordens ungdoms grav,
		den første alvorskveld !

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Det var da løgn i gildeskrud,
	20	kun giftigt Judas-kys,
		hvad Norges sønner jubled ud
		ved Sundets strande nys!
		Hvad taltes mellem drot og drot
		ved sidste kongefærd?
	25	O, legtes om igen da blot
		kong Gustafs leg på Stockholms slot
		med Karl den tolvtes sværd!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Et folk i sorg, på dødsens tog
		af hver en ven forladt, –
	30	så ender Danmarks sagabog. –
		Hvo har dens Finis sat?
		Hvo tålte fejgt, den slutted slig:
		og tysk blev Tyras vold,
		mens Dannebrogs forrevne flig
	35	slog om den sidste Danskes lig
		sit rosenlagens fold? –

76

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men du, min frelste norske bror,
		som står på fredlyst grund
		i kraft af løftets fagre ord,
	40	forglemt i farens stund, –
		stryg du på flugt fra fædrestavn,
		jag over havets hvælv,
		gå glemselsgang fra havn til havn,
		og list dig til et fremmed navn,
	45	og gem dig for dig selv!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hvert stormsuk, som i Norge går
		langs li fra Danmarks hav,
		dig spørgende med rædsel slår:
		min bror, hvor blev du af?
	50	Jeg stred en livsens-strid for Nord;
		mit hjemland blev en grav; –
		jeg spejded over belt og fjord
		forgæves dine snekkers spor.
		Min bror, hvor blev du af? –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

77

	55	Det var en drøm. Vågn stærk og kæk
		fra folkesøvn til dåd!
		En bror i nød! Hver mand på dæk; –
		her gælder rappe råd!
		End kan det stå i saga slig:
	60	dansk , dansk er Tyras vold.
		End Dannebrogs forrevne flig
		kan over Nordens fremtid rig
		slå ud sin røde fold!

Tilbake til innholdsliste

Troens grund.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Jeg slynged på rim et klokke-klemt
		over landet ud; der blev ingen skræmt.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Min gerning var gjort; jeg steg ombord
		og stævned for damp fra det kære Nord.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Vi lå for tåge på Kattegat;
		der var ingen som sov den første nat.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Kahytten var bleven en krigsråds-hal;
		passagererne drøfted Dybbøls fald.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		De drøfted alting, fortalte adskillige
	10	vilde træk om de unge frivillige.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Fra en var en attenårs brorsøn rendt;
		en anden havde mistet sin handelsbetjent.

79

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Så var det naturligt man næsten led;
		man var jo selv på en måde med.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	15	I sofaen, ret under lampens skærm,
		sad en aldrende frue, frejdig og ferm.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Til hende var vendt de flestes røster;
		enhver vilde være den bedste trøster.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og damerne yttred med suk og støn
	20	sin angst for fruens eneste søn.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Jeg ser hende endnu, hvor trygt hun nikker,
		og smiler og siger: for ham er jeg sikker!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hvor vakker hun var, den sølvgrå kvinde
		med grundmuret tro i syn og sinde.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Det risled mig varmt gennem marg og blod;
		det satte stål i mit slappe mod.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		«Dit folk er ej dødt, om end det blunder; –
		det lever i kvinde-troens vidunder!»

80

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Dog siden jeg fandt hende mere klog
	30	på livets gang end på livsens bog.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og derfor blev hun mig også en gåde.
		Hvor kom den fra, denne trygheds nåde? –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Forklaringen lå så snublende nær:
		sønnen var krigsmand i vor norske hær.

Tilbake til innholdsliste

Storthings-gården.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Kirkespir og kongeborg,
		rejst i store fædres dage,
		står på hæld, i landesorg,
		som en stum, forstenet klage.
	5	Norges gamle røde flag
		slog sin vinge der en dag,
		slakked så, og sørged siden,
		halvt på stang, i ulivs-tiden.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Folkefane, fri og stærk,
	10	flyv igen for fjeldets vinde;
		bølg dig om vort nutids-værk,
		som du bølged om vort minde.
		Blæs det livsens-ånde ind,
		viftende fra tagets tind;
	15	lad din treklangs-tunge tale
		gennem mænd fra strand og dale.

4*

82

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hvisk dem til, at folkets gård
		bygges ej af døde stene;
		mind dem om, at år for år
	20	højnes den med ånd alene.
		Ve, om ingen der forstod
		tanken i din tales flod; –
		sænk dig da i sørgefolder,
		som du engang sank ved Svolder!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Ve, om ej din røst fik nå
		inderst til den kårnes øre; –
		lad da korsets stærke blå
		sorgtungt sig om stangen sløre;
		lad dit friske friheds-rødt
	30	foldes sammen, tungt og dødt; –
		stryg da, flag, dit rene hvide,
		sne-skavl lig om fjeldets side!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nej, så vil det aldrig ske!
		Frilufts friske pust fra fjeldet
	35	løfter nok de farver tre,
		bær til dem nok livsens-vældet.
		Højt sig spænder hallens tag;
		der er rum for åndens sag.
		Haralds store norske tanke
	40	aldrig husvild der skal vanke.

83

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Folkets gård og kongens gård
		over mod hinanden højne!
		Frit som grander to de står,
		ser hinanden ind i øjne.
	45	Der går lyn af ånd og ild
		ud fra dette øjenspil; –
		Sverres, Håkons, Oskars skygger
		stilt men stødt i dagen bygger.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Minders hærvagt, sejersstærk,
	50	vogt og værg om folkets virke;
		skærm udover alt dets værk
		i vort unge samfunds kirke!
		Lad så murens sten forgå; –
		dådens støtte dog skal stå,
	55	løfte land og mægtigt bære
		folket op mod lys og ære.

Tilbake til innholdsliste

Terje Vigen.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Der bode en underlig gråsprængt en
		på den yderste, nøgne ø; –
		han gjorde visst intet menneske mén
		hverken på land eller sjø;
	5	dog stundom gnistred hans øjne stygt, –
		helst mod uroligt vejr, –
		og da mente folk, at han var forrykt,
		og da var der få, som uden frygt
		kom Terje Vigen nær.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	10	Siden jeg så ham en enkelt gang,
		han lå ved bryggen med fisk;
		hans hår var hvidt, men han lo og sang
		og var som en ungdom frisk.
		Til pigerne havde han skjemtsomme ord,
	15	han spøgte med byens børn,
		han svinged sydvesten og sprang ombord;
		så hejste han fokken, og hjem han foer
		i solskin, den gamle ørn.

85

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nu skal jeg fortælle, hvad jeg har hørt
	20	om Terje fra først til sidst,
		og skulde det stundom falde lidt tørt,
		så er det dog sandt og visst ;
		jeg har det just ej fra hans egen mund,
		men vel fra hans nærmeste kreds, –
	25	fra dem, som stod hos i hans sidste stund
		og lukked hans øjne til fredens blund,
		da han døde højt opp’i de treds.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Han var i sin ungdom en vild krabat,
		kom tidlig fra far og mor,
	30	og havde alt døjet mangen dravat
		som yngste jungmand ombord.
		Siden han rømte i Amsterdam,
		men længtes nok hjem tilslut,
		og kom med «Foreningen», kaptejn Pram;
	35	men hjemme var ingen, som kendte ham,
		der rejste som liden gut.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

86

		Nu var han vokset sig smuk og stor,
		og var dertil en velklædt knægt.
		Men døde var både far og mor,
	40	og sagtens hans hele slægt.
		Han stured en dag, ja kanhænde to, –
		men så rysted han sorgen af.
		Han fandt ej, med landjorden under sig, ro;
		nej, da var det bedre at bygge og bo
	45	på det store bølgende hav!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Et år derefter var Terje gift, –
		det kom nok på i en hast.
		Folk mente, han angred på den bedrift,
		som bandt på et sæt ham fast.
	50	Så leved han under sit eget tag
		en vinter i sus og dus –
		skønt ruderne skinned, som klareste dag,
		med små gardiner og blomster bag,
		i det lille rødmalte hus.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	55	Da isen løsned for lindvejrs bør,
		gik Terje med briggen på rejs;
		om høsten, da grågåsen fløj mod sør,
		han mødte den undervejs.
		Da faldt som en vægt på matrosens bryst:
	60	han kendte sig stærk og ung,
		han kom fra solskinnets lysende kyst,
		agter lå verden med liv og lyst, –
		og for bougen en vinter tung.

87

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		De ankred, og kammeraterne gik
	65	med landlov til sus og dus.
		Han sendte dem endnu et længselsblik,
		da han stod ved sit stille hus.
		Han glytted ind bag det hvide gardin, –
		da så han i stuen to, –
	70	hans kone sad stille og hespled lin,
		men i vuggen lå, frisk og rød og fin,
		en liden pige og lo.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Der sagdes, at Terjes sind med et
		fik alvor fra denne stund.
	75	Han trælled og sled, og blev aldrig træt
		af at vugge sit barn i blund.
		Om søndagskvælden , når dansen klang
		vildt fra den nærmeste gård,
		sine gladeste viser han hjemme sang,
	80	mens lille Anna lå på hans fang
		og drog i hans brune hår.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

88

		Så lakked og led det til krigens år
		i attenhundred og ni.
		Endnu går sagn om de trængsels-kår ,
	85	som folket da stedtes i.
		Engelske krydsere stængte hver havn,
		i landet var misvækst og nød,
		den fattige sulted, den rige led savn,
		to kraftige arme var ingen til gavn,
	90	for døren stod sot og død.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Da stured Terje en dag eller to,
		så rysted han sorgen af;
		han mindtes en kending, gammel og tro:
		det store bølgende hav. –
	95	Der vester har endnu hans gerning liv
		i sagnet, som djerveste dåd:
		«da vinden kuled lidt mindre stiv,
		Terje Vigen rode for barn og viv
		over havet i åben båd!»

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	100	Den mindste skægte, der var at få,
		blev valgt til hans Skagensfart.
		Sejl og mast lod han hjemme stå, –
		slig tyktes han bedst bevart.
		Han mente nok, Terje, at båden bar,
	105	om sjøen kom lidt påtvers;
		det jydske rev var vel svært at gå klar, –
		men værre den engelske «Man of war»
		med ørneøjne fra mers.

89

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Så gav han sig trøstig lykken ivold
	110	og tog til årerne hvast.
		Til Fladstrand kom han i god behold
		og hented sin dyre last.
		Gud ved , hans føring var ikke stor:
		tre tønder byg, det var alt;
	115	men Terje kom fra en fattig jord, –
		nu havde han livsens frelse ombord;
		det var hustru og barn det gjaldt.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Tre nætter og dage til toften bandt
		den stærke modige mand;
	120	den fjerde morgen, da solen randt,
		han skimted en tåget rand.
		Det var ikke flygtende skyer han så,
		det var fjelde med tinder og skar;
		men højt over alle åsene lå
	125	Imenæs-sadlen bred og blå.
		Da kendte han, hvor han var.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

90

		Nær hjemmet var han; en stakket tid
		han holder endnu vel ud!
		Hans hjerte sig løfted i tro og lid,
	130	han var nær ved en bøn til Gud.
		Da var det som ordet frøs på hans mund;
		han stirred, han tog ikke fejl, –
		gennem skodden, som letted i samme stund,
		han så en korvet i Hesnæs-sund
	135	at duve for bakkede sejl.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Båden var røbet; der lød et signal,
		og det nærmeste løb var lukt;
		men solgangsvinden blafrede skral, –
		mod vester gik Terjes flugt.
	140	Da firte de jollen fra rælingens kant,
		han hørte matrosernes sang, – –
		med fødderne stemte mod skægtens spant
		han rode så sjøen fossed og brandt,
		og blodet fra neglerne sprang.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	145	Gæslingen kaldes de blinde skær
		lidt østenfor Homburg-sund .
		Der bryder det stygt i pålandsvejr,
		under to fod vand er der bund.
		Der sprøjter det hvidt, der glittrer det gult,
	150	selv stilleste havbliksdag; –
		men går end dønningen aldrig så hult,
		indenfor er det som tidest smult,
		med brækkede bølgedrag.

91

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Didind Terje Vigens skægte foer
	155	lig en pil mellem brått og brand;
		men bag efter ham, i kølvandets spor,
		jog jollen med femten mand.
		Da var det han skreg gennem brændingens sus
		til Gud i sin højeste nød:
	160	«inderst derinde på strandens grus
		sidder min viv ved det fattige hus,
		og venter med barnet på brød!»

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Dog, højere skreg nok de femten, end han:
		som ved Lyngør, så gik det her.
	165	Lykken er med den engelske mand
		på rov mellem Norges skær.
		Da Terje tørned mod båens top,
		da skured og jollen på grund;
		fra stavnen bød officeren «stop!»
	170	Han hæved en åre med bladet op
		og hug den i skægtens bund.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

92

		Spant og planker for hugget brast,
		sjøen stod ind som en fos;
		på to fod vand sank den dyre last,
	175	dog sank ikke Terjes trods.
		Han slog sig gennem de væbnede mænd
		og sprang over æsingen ud, –
		han dukked og svømmed og dukked igen;
		men jollen kom los; hvor han vendte sig hen
	180	klang sabler og rifleskud.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		De fisked ham op, han førtes ombord,
		korvetten gav sejerssalut;
		agter på hytten, stolt og stor,
		stod chefen, en attenårs gut.
	185	Hans første batallie galdt Terjes båd,
		thi knejste han nu så kæk;
		men Terje vidste ej længere råd, –
		den stærke mand lå med bøn og gråd
		iknæ på korvettens dæk.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	190	Han købte med tårer, de solgte ham smil,
		de ågred med spot for bøn.
		Det kuled fra øster, tilhavs med il
		stod Englands sejrende søn.
		Da taug Terje Vigen; nu var det gjort,
	195	nu tog han sin sorg for sig selv.
		Men de, som ham fanged, fandt sært hvor fort
		et noget var ligesom vejret bort
		fra hans pandes skyede hvælv.

93

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Han sad i «prisonen» i lange år,
	200	der siges, i fulde fem;
		hans nakke bøjed sig, gråt blev hans hår
		af drømmene om hans hjem.
		Noget han bar på, men gav ej besked, –
		det var som hans eneste skat.
	205	Så kom attenhundred og fjorten med fred;
		de norske fanger, og Terje med,
		førtes hjem på en svensk fregat.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hjemme ved bryggen han steg i land
		med kongens patent som lods;
	210	men få kun kendte den gråsprængte mand,
		der rejste som ung matros.
		Hans hus var en fremmeds; hvad der blev af
		de to, – han derinde erfor:
		«da manden forlod dem og ingen dem gav,
	215	så fik de til slutning en fælles grav
		af kommunen i fattigfolks jord.» – –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

94

		Årene gik og han røgted sin dont
		som lods på den yderste ø;
		han gjorde visst intet menneske ondt,
	220	hverken på land eller sjø;
		men stundom gnistred hans øjne stygt,
		når det brød over båer og skær, –
		og da mente folk, at han var forrykt,
		og da var der få, som uden frygt
	225	kom Terje Vigen nær.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		En måneskinskveld med pålandsvind
		kom der liv i lodsernes flok;
		en engelsk yacht drev mod kysten ind
		med revnet storsejl og fok.
	230	Fra fortoppen sendte det røde flag
		et nødskrig foruden ord.
		Lidt indenfor gik der en båd over stag,
		den vandt sig mod uvejret slag for slag,
		og lodsen stod stout ombord.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	235	Han tyktes så tryg, den gråsprængte mand;
		lig en kæmpe i rattet han greb; –
		yachten lystred, stod atter fra land,
		og båden svam efter på slæb.
		Lorden, med lady og barn i arm,
	240	kom agter, han tog til sin hat:
		«jeg gør dig så rig, som du nu er arm,
		hvis frelste du bær os af brændingens larm.» –
		Men lodsen slap ror og rat.

95

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Han hvidned om kinden, det lo om hans mund,
	245	lig et smil, der omsider får magt.
		Indover bar det, og højt på grund
		stod lordens prægtige yacht.
		«Den svigted kommando! I bådene ned!
		Mylord og mylady med mig!
	250	Den slår sig i splinter, – jeg ved besked –
		men indenfor ligger den trygge led;
		mit køl-spor skal vise jer vej!»

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Morilden brændte der skægten fløj
		mod land med sin dyre last.
	255	Agter stod lodsen, stærk og høj,
		hans øje var vildt og hvast.
		Han skotted i læ mod Gæslingens top,
		og til luvart mod Hesnæs-sund ;
		da slap han ror og stagsejl-strop ,
	260	han svinged en åre med bladet op
		og hug den i bådens bund.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

96

		Ind stod sjøen med skumhvidt sprøjt – –
		der raste på vraget en strid –;
		men moderen løfted sin datter højt
	265	på armen, af rædsel hvid.
		«Anna, mit barn !» hun skreg i sin ve;
		da bævred den gråsprængte mand;
		han fatted om skødet, drev roret i læ,
		og båden var fast som en fugl at se,
	270	slig foer den i brått og brand.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Den tørned, de sank; men havet var smult
		derindenfor brændingens kreds;
		opover rak sig en langgrund skjult,
		der stod de i vand tilknæs.
	275	Da råbte lorden: «kend, – båens ryg –
		den svigter, – det er ingen flu!»
		Men lodsen smilte: «nej vær De tryg;
		en sunken skægte med tre tønder byg
		er båen, som bær os nu.»

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	280	Der jog et minde om halvglemt dåd
		lig et lyn over lordens træk –,
		han kendte matrosen, som lå med gråd
		iknæ på korvettens dæk!
		Da skreg Terje Vigen: «alt mit du holdt
	285	i din hånd, og du slap det for ros.
		Et øjeblik endnu, og gengæld er voldt – –»
		da var det den engelske stormand stolt,
		bøjed knæ for den norske lods.

97

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men Terje stod støttet til årens skaft,
	290	så rank som i ungdommens år;
		hans øjne brandt i ubændig kraft,
		for vinden flommed hans hår.
		«Du sejled imag på din store korvet,
		jeg rode min ringe båd;
	295	jeg trælled for mine til døden træt,
		du tog deres brød, og det faldt dig så let
		at håne min bittre gråd.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Din rige lady er lys som en vår,
		hendes hånd er som silke fin, –
	300	min hustrus hånd den var grov og hård,
		men hun var nu alligevel min.
		Dit barn har guldhår og øjne blå,
		som en liden Vorherres gæst;
		min datter var intet at agte på,
	305	hun var, Gud bedre det, mager og grå,
		som fattigfolks børn er flest.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

Henrik Ibsen: Digte.

5

98

		Se, det var min rigdom på denne jord,
		det var alt, hvad jeg kaldte for mit.
		Det tyktes for mig en skat så stor;
	310	men det vejed for dig så lidt. –
		Nu er det gengældelsens time slår, –
		thi nu skal du friste en stund,
		som vel kommer op mod de lange år,
		der bøjde min nakke og blegte mit hår
	315	og sænkte min lykke på grund.»

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Barnet han greb og svinged det frit,
		med den venstre om ladyens liv.
		«Tilbage, mylord! Et eneste skridt, –
		og det koster dig barn og viv!»
	320	På sprang stod Britten til kamp påny;
		men armen var veg og mat; –
		hans ånde brændte, hans øjne var sky,
		og hans hår, – så kendtes ved første gry –
		blev gråt i den eneste nat.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	325	Men Terjes pande bar klarhed og fred,
		hans bringe gik frit og stilt.
		Ærbødig løfted han barnet ned,
		og kyssed dets hænder mildt.
		Han ånded, som løst fra et fængsels hvælv,
	330	hans stemme lød rolig og jævn:
		«nu er Terje Vigen igen sig selv.
		Indtil nu gik mit blod som en stenet elv;
		for jeg måtte – jeg måtte ha’e hævn!

99

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		De lange år i «prisonens» kvalm,
	335	de gjorde mit hjerte sygt.
		Bagefter lå jeg som hejens halm,
		og så i et brådyb stygt.
		Men nu er det over; vi to er kvit;
		din skyldner foer ej med svig.
	340	Jeg gav det jeg havde, – du tog alt mit,
		og kræv, om du tror du har uret lidt,
		Vorherre, som skabte mig slig.» – –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Da dagningen lyste var hvermand frelst;
		yachten lå længst i havn.
	345	Med nattens saga taug de nok helst,
		men vidt foer dog Terjes navn.
		Drømmenes uvejrsskyer grå
		fejed en stormnat væk;
		og Terje bar atter så rank, som få,
	350	den nakke, der krøgtes hin dag han lå
		iknæ på korvettens dæk.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

100

		Lorden kom, og mylady med,
		og mange, mange med dem;
		de rysted hans hånd til farvel og Guds fred,
	355	der de stod i hans ringe hjem.
		De takked for frelsen da stormen peb,
		for frelsen fra sjøgang og skær;
		men Terje strøg over barnets slæb:
		«nej, den som frelste, da værst det kneb,
	360	det var nok den lille der!» – –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Da yachten drejed for Hesnæs-sund ,
		den hejste det norske flag.
		Lidt længere vest er en skumklædt grund, –
		der gav den det glatte lag.
	365	Da tindred en tåre i Terjes blik;
		han stirred fra hejen ud:
		«stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
		Bedst var det, kan hænde , det gik, som det gik, –
		og så får du ha’e tak da, Gud!»

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	370	Slig var det jeg så ham en enkelt gang,
		han lå ved bryggen med fisk.
		Hans hår var hvidt, men han lo og sang,
		og var som en ungdom frisk.
		Til pigerne havde han skemtsomme ord,
	375	han spøgte med byens børn;
		han svinged sydvesten og sprang ombord,
		så hejste han fokken, og hjem han foer
		i solskin, den gamle ørn.

101

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Ved Fjære kirke jeg så en grav,
	380	den lå på en vejrhård plet;
		den var ikke skøttet, var sunken og lav,
		men bar dog sit sorte bræt.
		Der stod «Thærie Wiighen» med hvid- malt skrift,
		samt året, han hvile fandt. –
	385	Han lagdes for solbrand og vindes vift,
		og derfor blev græsset så stridt og stivt,
		men med vilde blomster iblandt.

Tilbake til innholdsliste

Forviklinger.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Der stod i en have et æbletræ;
		det var dryssende fuldt af blomster-sné.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Der vimsed i haven en liden bi;
		en æbleblomst han forelsked sig i.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Så misted de begge sin hjertero.
		Men så forloved de sig, de to.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Bien fløj vidt på sin sommerfart.
		Da hjem han vendte, var blomsten kart.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Bien sørged og karten led;
	10	men det var nu intet at gøre ved.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Tæt under træet, i murens grus,
		leved en fattig men dydig mus.

103

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		I løn han sukked: du kart så fin,
		min kælder var himlen, hvis du var min!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	15	Den trofaste bi gik atter på flugt.
		Da hjem han vendte, var karten frugt.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Bien sørged og frugten led;
		men det var nu intet at gøre ved.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Tæt under tagskægget hang, som en kurv,
	20	et fuglerede; der bode en spurv.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		I løn han sukked: du frugt så fin,
		mit rede var himlen, hvis du var min.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og bien sørged og frugten led,
		og musen kæmped og spurven stred.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Men alt gik stilt; der fik ingen besked; –
		den ting var jo intet at gøre ved.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Så trilled frugten fra grenen og sprak.
		Og musen faldt død i et halvkvalt ak!

104

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og spurven faldt ligervis; – i sit skjul
	30	lå han da kornstangen rejstes til jul.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Da bien var fri, stod nøgen hver hæk,
		og alle sommerens blomster var væk.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Så gik han i kuben; der fred han fandt,
		og døde omsider som voksfabrikant . –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	35	Se, al denne jammer og nød var spart,
		var bien bleven mus, da blomsten blev kart.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og alt kunde endt så godt og smukt,
		var musen bleven spurv, da karten blev frugt.

Tilbake til innholdsliste

Fra mit husliv.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		I huset var stille, på gaden dødt.
		Jeg sad med skærm over lampen;
		stuen var hyllet i skygger blødt; –
		ind kom børnene, nikkende sødt
	5	under slør af Havana-dampen.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		De kom, mine vingede børn, på rad,
		viltre gutter og piger
		med kinder blanke, som efter et bad.
		Hej, hvor legen gik yr og glad
	10	gennem alle de dejlige riger.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men just som legen gik allerbedst,
		jeg traf til at se mod spejlet.
		Derinde stod en adstadig gæst
		med blygrå øjne, med lukket vest,
	15	og med filtsko, hvis ej jeg fejled.

5*

106

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Der faldt en vægt på min viltre flok;
		en fingren i munden putter,
		en anden står som en klodset blok; – –
		i fremmedes nærhed, ved De nok,
	20	forknyttes de raskeste gutter.

Tilbake til innholdsliste

En kirke.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Kongen han bygged
		dagen lang.
		Når natten skygged,
		kom troldet og rygged
	5	med spid og stang.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Så rejstes kirken
		til spirets pil;
		men kongens virken
		og troldets lirken
	10	gav dobbelt stil.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Døgn-folk flytted
		dog ind i tro;
		thi dags-udbyttet,
		til nattens knyttet,
	15	er døgnets jo.

Tilbake til innholdsliste

I galleriet.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Som dejlig kvinde,
		ved staffeliet,
		hun sad derinde
		i galleriet.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Hvilke Kastaler
		drikker hun mon af? –
		Hun eftermaler
		Murillos Madonna.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men øjets svømmende
	10	langsyn siger,
		hun bygger drømmende
		skønheds-riger. –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Atten år senere
		kom jeg tilbage,
	15	hilste de renere
		gamle dage.

109

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Som falmet kvinde,
		ved staffeliet,
		hun sad derinde
	20	i galleriet.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men hvad er dette?
		Det samme spil jo!
		Den samme nette
		kopi af Murillo.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Hun sidder og virker,
		og livet frister
		med pynt for kirker
		og stas for turister.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og så har hun siddet
	30	i alle årene,
		og længslen spiddet,
		og bleget hårene.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men øjets svømmende
		langsyn siger:
	35	hun bygger drømmende
		skønheds-riger.

Tilbake til innholdsliste

De usynliges kor.

(Af «Brand».)

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Aldrig, aldrig blir du lig ham, –
		thi i kødet er du skabt;
		gør hans gerning eller svig ham,
		lige fuldt er du fortabt.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Orm, du aldrig vorder lig ham, –
		dødens bæger har du tømt;
		følg ham efter eller svig ham,
		lige fuldt din dåd er dømt.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Aldrig, drømmer, blir du lig ham, –
	10	arv og odel har du tabt;
		alt dit offer gør ej rig ham;
		for dit jordliv er du skabt!

Tilbake til innholdsliste

På vidderne.

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

I.

112

113

114

		Nu skræppen over ryggen slængt,
		og riflen ladt i hånd,
		og spjeldet lukt og døren stængt
		med tap og vidjevånd ;
	5	så indom til min gamle mor
		i stuen nærmest ved, –
		et håndslag til farvel, – et ord, –
		«jeg kommer hjem så snyg jeg foer , –
		og indtil da – Guds fred!»

	10	Opefter bugtes vejen smal,
		det bær i holtet ind;
		men bag mig ligger fjord og dal
		i disigt måneskin.
		Jeg foer forbi min grandes væg, –
	15	på gården var så stilt;
		men bortmed grinden under hæg
		det lød som løv på linets læg,
		der ringled let og mildt.

		Der stod hun i det hvide lin,
	20	og hilste mig godkveld;
		hun var så væn, hun var så fin,
		så frisk, som blom på fjeld.
		Et øje lo hun med, og et
		hun gøned med så småt; –
	25	jeg lo som hun, og med et sæt
		jeg stod ved grinden ganske tæt, –
		men da var øjet vådt.

		Jeg slog min arm om hendes liv,
		og hun blev rød og bleg;
	30	jeg kaldte hende for min viv,
		og barmen faldt og steg.
		Jeg svor, at nu – nu var hun min
		tilbunds, – ej lidt – ej halv –!
		Hun så – jeg tror, på skoen sin, –
	35	der ringled løv på bringens lin:
		det var fordi hun skalv.

		Hun bad så vakkert, og jeg slap,
		og spøgen gik som før;
		men hjertet mit gik klap i klap,
	40	min hug var vild og ør; –
		jeg bad så vakkert, og hun taug, –
		vi fulgtes ad, vi to;
		mig tyktes som det sang i haug,
		som elverfolk og nøk og draug
	45	indunder løvet lo.

		Så bar det opfor vejen smal,
		det bar i holtet ind;
		men nedenfor lå fjord og dal
		i disigt måneskin.
	50	Jeg sad så hed, hun sad så mat
		tæt udpå stupets kant;
		vi hvisked i den lumre nat, –
		jeg ved ej selv hvor det var fat,
		men ved min pande brandt.

	55	Jeg slog min arm om hendes liv,
		hun hvilte på mit fang, –
		så fæsted jeg min unge viv,
		mens nøk i natten sang;
		om draugen lo, da hun blev min,
	60	det mindes jeg kun halv; –
		mig skræmte ingen vættes grin, –
		jeg så kun hun var ræd og fin,
		og kendte hvor hun skalv.

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

II.

115

116

		Jeg lå i skardet vendt mod sør,
	65	og så hvor solen randt;
		om dybet lå et skyggeslør,
		mens fonn og jøkler brandt.
		Det røde hus, min mors og mit,
		herovenfra jeg ser;
	70	der har hun strævt, der har hun stridt,
		der blev mit sind så frisk og frit, –
		Gud ved hvad det blev mer!

		Hun er alt oppe; røgens svev
		jeg tror ivejret slår,
	75	på blegen ved den hvide væv
		det tykkes mig hun går.
		Ja, driv du kun dit vante stel;
		for det dig signe Gud!
		Hos renen på det vilde fjeld
	80	jeg henter dig en vakker feld,
		og to–tre til min brud!

		Ja, hvor er hun? Hun færdes visst
		i drømmens spredte spil.
		Kom ingenting ihug fra sidst,
	85	drøm om det, hvis du vil!
		Men er du vågen, – riv det ud
		af mindet, – så gør jeg.
		Lid på, du er min væne brud,
		væv lin og sy dit bryllupsskrud ;
	90	kort er vor kirkevej!

		Det tykkes tungt at skilles ad,
		fra den ens sjæl har kær; –
		men længslen er et tvætningsbad,
		til mig den helse bær.
	95	Her står jeg som påny besjælt,
		så svalt er nu mit blod; –
		et liv, ej halvt – langtmindre helt,
		et liv i synd og anger delt,
		jeg træder under fod.

	100	Hver mørkets lyst, hver vild begær
		af hugen drives ud;
		jeg er så frisk, jeg står så nær
		mig selv og nær min Gud!
		Et syn udover ås og fjord,
	105	udover furutop, –
		og så tilfjelds i renens spor; –
		farvel, min viv! Gudsfred, min mor!
		Og nu på vidden op!

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

III.

117

118

		Ibrand står skyen lavt i vest,
	110	det flammer over fjeld;
		men over dalens sidste rest
		sig spænder tågens tjeld.
		Tungt var mit syn og træt min fod,
		og tankefuldt mit sind;
	115	men udfor stupet, der jeg stod,
		lå lyng og lyste som i blod,
		og skalv for kveldens vind.

		Jeg brak en kvist af lyngens dusk,
		og stak den i min hat;
	120	tæt bag mig stod en fattig busk,
		der lå jeg lunt den nat.
		Og tanker gik og tanker kom,
		som folk på kirkesti;
		de flokked sig og så sig om,
	125	de satte ret og de holdt dom,
		og skred så stilt forbi.

		Var jeg dig nær i denne stund,
		du blom, igår jeg brak, –
		jeg lagde mig som trofast hund
	130	for sømmen af din stak.
		Jeg svam i dine øjne ind.
		Der tvætted jeg min sjæl;
		det trold, som heksebandt mit sind
		igårkveld ved din faders grind,
	135	jeg slog med spot ihjel!

		Op sprang jeg sejersvarm og bad
		en vinget bøn til Gud
		om sol på alle dages rad
		for dig, min lyse brud!
	140	Dog nej, til det jeg er for stærk,
		til det jeg er for ung;
		jeg ved og vil et bedre værk,
		og derfor, Gud, min bøn dig mærk:
		gør hendes livssti tung!

	145	Stem elven op hvorhelst hun går,
		gør kloppen smal og glat,
		lad urden gnage foden sår,
		gør sætervejen brat;
		jeg løfter hende højt på arm
	150	igennem stridest flom;
		jeg bænker hende ved min barm, –
		frist der at volde hende harm,
		det vil vi strides om!

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

IV.

119

		Langvejs sørfra er han kommen,
	155	kommen over brede vande;
		tause tanker ligger som en
		nordlysbrydning om hans pande.

		Gråden leger i hans latter,
		læben taler, når den tier;
	160	men om hvad? Jeg bedre fatter
		vindens kvad i lund og lier.

		Jeg er ræd hans kolde øje,
		har så lidt dets dybde fundet,
		som det sortblå tjerns, af høje
	165	jøklers barme født og bundet.

		Tunge tankefugle stryger
		lavt og langsomt over spejlet;
		snart igen i råk det fyger, –
		berg dig da, – tildæks med sejlet!

	170	Midtpå vidderne vi mødtes,
		jeg med rifle, han med hunde;
		mellem os et forbund fødtes,
		som jeg brød, ifald jeg kunde.

		Hvorfor har hos ham jeg tøvet?
	175	Tidt jeg gad mig fra ham skille;
		nu jeg tror, han har mig røvet
		selve evnen til at ville!

120

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

V.

121

		«Hvorfor længter du om kvelden
		nedad til din moders stue;
	180	sov du bedre under felden,
		end på viddens brune tue?»

		Hjemme sad på sengestokken
		gamle mor med mig og katten,
		spandt og sang, til drømmeflokken
	185	bar mig ud til leg i natten.

		«Drømme, drømme, – hvorfor drømme?
		Tro mig, dagens dåd er bedre!
		Bedre livets støp at tømme,
		end en blund blandt fældte fædre!»

	190	«Over vidden flyger renen;
		efter den i vind og væde! –
		Bedre det, end bryde stenen
		op af fattig jord dernede!»

		Men jeg hører klokken ringe
	195	op fra kirken udpå tangen!
		«Lad det ringe, lad det klinge,
		bedre klang har fossesangen!»

		Gamle mor og hun til kirke
		går med bogen svøbt i klædet.
	200	«Tro mig, mand, du bedre virke
		kan, end slide kirkeledet!»

		Orglet synger indfor grinden;
		der er lys ved altertavlen.
		«Bedre synger storm om tinden,
	205	bedre skinner sol på skavlen!»

		Nu, så kom! I vejr og væde
		over viddens hvide bølge!
		Lad så kirkestien træde
		hvo som vil, – jeg slår ej følge!

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

VI.

Henrik Ibsen: Digte.

6

122

123

	210	Høsten kommer; hør den sidste
		bølings bjelder under åsen!
		Viddens frihed må den miste,
		får igen et liv – på båsen!

		Snart er vintrens tæpper hængte
	215	foldrigt udfor stupets vægge;
		snart er alle stier stængte, –
		hjemad må jeg vejen lægge.

		Hjemad? Har da der jeg hjemme,
		hvor min hug ej længer færdes?
	220	Han har længst mig lært at glemme,
		selv jeg lærte mig at hærdes.

		Dagens dåd har intet mærke,
		slig som den dernede drives;
		her blev mine tanker stærke,
	225	kun på vidden kan jeg trives.

		I den øde sæterstue
		al min rige fangst jeg sanker;
		der er krak og der er grue,
		friluftsliv for mine tanker.

	230	Der er vættespil i natten;
		kløgtig skytte faren vejrer.
		Han har skænkt mig tryllehatten;
		jeg kan fristes, men jeg sejrer!

		Vinterliv på vilde vidder
	235	sætter stål i veke tanker, –
		intet sagn om fuglekvidder
		sygt igennem åren banker.

		Er til vår i stål jeg drevet,
		henter jeg de to fra dalen, –
	240	løfter dem fra hverdagsstrævet,
		bænker dem i højfjeldssalen,

		lærer dem min nye visdom,
		lokker latter over hjemmet;
		snart er livet på de isom-
	245	spændte vidder dem ej fremmed.

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

VII.

		Her jeg sad i lange uger, –
		kan ej ensomheden bære;
		mindekrigen kraften sluger,
		nedad må jeg til de kære.

	250	Kun en dag, og så jeg stiger
		op igen fra mor og hende, –
		op til mine høje riger,
		som til vår skal rumme trende.

		Ud jeg må! – Hu, sneen fyger!
	255	Lidt forsent jeg mig betænkte.
		Vintervejr langs vidden stryger, –
		nu er alle stier stængte.

124

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

VIII.

125

126

127

		Uger gik og jeg vandt mig selv,
		min hjemve kom aldrig tilorde;
	260	under isklædets folder lå bæk og elv,
		månen stod rund over fonnens hvælv,
		og stjernerne tindred sig store.

		For frisk jeg var til at sidde stur
		i stuen da dagen hælded;
	265	så lidt som min tanke jeg trives i bur,
		over vidden jeg jog, til den styrtende urd
		standsed mig yderst på fjeldet.

		I det gabende dyb lå dalen stilt;
		da toned det ude på tangen –!
	270	Jeg lytted –, det lød både lindt og mildt;
		hvor hørte jeg før den slåtten blev spilt –?
		Da kendte jeg klokkeklangen!

		De ringede julens højtid ind
		med de gamle hjemlige klokker.
	275	Det lyser bagved min grandes grind,
		fra min moders stue går ud et skin,
		som sælsomt mig maner og lokker.

		Hjemmet med alt sit fattige liv
		blev en saga med billeder rige!
	280	Heroppe lå fjeldvidden stor og stiv,
		dernede havde jeg mor og viv, –
		til dem jeg måtte vel hige.

		Da lo det bag mig så kort og tørt;
		det var den fremmede skytte.
	285	Han havde min ordløse tanke hørt:
		«mig synes min unge ven er rørt, –
		ak ja, den hjemlige hytte!»

		Og atter jeg stod med stålsat arm,
		og kendte jeg var den stærke;
	290	viddernes luftning kølte min barm,
		aldrig den mere skal banke sig varm
		for et vinkende julemærke!

		Da lyste det op om tun og tag
		udfor min moders stue;
	295	først var det som dæmrende vinterdag,
		så rulled sig røgen i tunge lag,
		og så kom den røde lue.

		Det lyste, det brændte, det knak i grus;
		af kvide jeg skreg i natten;
	300	men skytten trøsted: «hvi så konfus?
		Det brænder jo bare, det gamle hus,
		med juleøllet og katten!»

		Han talte så klogt i al min nød,
		at fast mig voldtes en gysning;
	305	han viste, hvor virksomt luens glød
		over i månens strejflys flød
		til en sammensat natbelysning.

		Han kikked gennem den hule hånd
		til vinding for perspektivet;
	310	da toned en sang over fjeld og fonn,
		da skønte jeg grant, min moders ånd
		i englenes vold var givet:

		«Stille du stelled, stille du led,
		stille du vandred i vrimlen;
	315	så lempeligt bære vi dig afsted
		højt over vidden til lys og fred,
		til julekvelds-glæde i himlen!»

		Borte var skytten, og månen dækt;
		i blodet var brand og frysning, –
	320	over vidden jeg bar min kvides vægt, – –
		men det kan ikke nægtes, der var effekt
		i den dobbelte natbelysning!

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

IX.

128

129

6*

130

		Midsommerdagen lå som bedst
		og dirred hed over hejen;
	325	klokkerne ringed til bryllupsfest,
		dybt dernede foer folk tilhest
		langsefter alfarvejen.

		De skød fra min grandes låvebro,
		der var birkebusker ved grinden,
	330	på tunet var folksomt nok, kan du tro;
		men jeg lå yderst på stupet og lo,
		mens tårerne brandt i vinden.

		Det var som jeg hørte gønende stev
		og tankehvas latter at runge,
	335	mig syntes et spottekvad op mod mig drev;
		jeg lå over stupet; i lyngen jeg rev,
		og bed i min egen tunge.

		Afgårde de red i staselig flok,
		bruden sad rank i sadlen,
	340	sidt over lænderne svam hendes lok,
		den glittred, den lyste, – jeg kendte den nok
		fra den sidste kveld-stund i dalen.

		Over bækken red hun skridt for skridt
		tæt indved brudgommens side. –
	345	Da havde jeg sørget mit hjerte frit,
		tilende havde jeg kampen stridt,
		jeg havde ikke mere at lide.

		Jeg stod for stupet med stålsat ånd,
		og højt over sommerlivet.
	350	Toget så ud som et blinkende bånd, –
		jeg holdt for øjet den hule hånd
		til vinding for perspektivet.

		De flagrende skaut, det skinnende lin,
		og mændenes kofter røde,
	355	kirken med vigselens himmelvin,
		bruden, den fagre, som engang var min,
		og lykken, som fra mig døde, –

		det alt tilhobe jeg stod og så
		oppe fra livets vidder;
	360	et højere lys over synet lå, –
		men se, det kan nu ingen forstå,
		som nede i sværmen sidder.

		Da lo det bagved mig kort og tørt,
		det var den fremmede skytte:
	365	«kammerat, efter det jeg nu har hørt,
		jeg ser jeg forgæves har skræppen snørt, –
		her er jeg til ingen nytte!»

		Nej, nu er jeg mand for at hjælpe mig selv,
		men tak for din gode mening;
	370	det flommer ej længer i årens elv,
		og jeg tror jeg mærker i bringens hvælv
		alleslags tegn til forstening.

		Den sidste styrkende saft jeg drak;
		ej længer på vidden jeg fryser;
	375	mit sejl gik under, mit livstræ knak, –
		men se, hvor smukt hendes røde stak
		mellem birkestammerne lyser.

		Det går i galop, men se, der blev
		de borte ved kirke-svingen .
	380	Mit væneste minde, i lykke lev!
		Nu bytted jeg bort mit sidste stev
		for et højere syn på tingen.

		Nu er jeg stålsat, jeg følger det bud,
		der byder i højden at vandre!
	385	Mit lavlandsliv har jeg levet ud;
		heroppe på vidden er frihed og Gud,
		dernede famler de andre.

Tilbake til innholdsliste

Kvindernes bøn.

( Af «Kongs-emnerne» .)

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Slagen er slangen!
		Ydmyg og fangen
		synderen kommer!
		Slut ham i armene,
	5	milde, forbarmende
		jordlivets dommer!
		Vindende viger han,
		flygter mod tronen;
		sejrende stiger han –;
	10	nu har han kronen!

Tilbake til innholdsliste

Tak.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hendes sorg var de vånder,
		som knudred min sti, –
		hendes lykke de ånder,
		som bar mig forbi.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Hendes hjem er her ude
		på frihedens hav,
		hvor digterens skude
		kan spejle sig af.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hendes slægt er de skiftende
	10	skikkelsers rad,
		som skrider med viftende
		flag i mit kvad.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hendes mål er at tænde
		mit syn i glød,
	15	så ingen fik kende,
		hvo hjælpen bød.

133

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og just for hun venter
		ej tak engang,
		jeg digter og prenter
	20	en takkens sang.

Tilbake til innholdsliste

Abraham Lincolns mord.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		De løsned et skud der-over i vest,
		og det skaked Europa op.
		Hej, hvilket liv der med et blev blæst
		i den hele broderte trop!
	5	Du gamle Europa, med orden og ret,
		med lov for hvert eneste steg,
		med rygte foruden mén og plet,
		med dydig harm mod alt sort og slet, –
		du blev så forunderlig bleg!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	10	På sørgelak trykkes enhjørning og ørn
		og alle de andre dyr;
		paketbåden stikker på kabelets tørn;
		depecherne mylrer og kryr.
		Bomulds-magnaten, gloirens søn,
	15	de tusend fra løgnens land,
		de stod alt og greb efter fredspalmen grøn,
		så knalded det ene revolver-drøn,
		og så faldt han, den ene mand.

135

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og så tog I skræk. Europas råd,
	20	er det som sig hør og bør?
		En Preusser-gerning, en Dybbøl-dåd,
		var verden vel vidne til før.
		Sin broder hakker da ingen ravn; –
		I kommer dog Polen ihug?
	25	Og Engelskmanden for København?
		Og graven ved Flensborg? Og Sønderborgs navn?
		Men hvorfor da harmes nu?

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Den røde rose, som blommer hist
		og skræmmer jer med sin flor,
	30	til den gav Europa sin podekvist
		og Vesten sin yppige jord.
		I planted som stikling hin frodige vånd,
		der rødmer Amerikas kyst; –
		jer var det, som bandt med højst-egen hånd
	35	martyriets blodrøde ridderbånd
		på Abraham Lincolns bryst.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

136

		Med glemte løfter, med svegne ord,
		med traktaters forrevne ark,
		med brudd fra iår på jer ed fra ifjor
	40	har I gødet historiens mark.
		Og så vented I endda, trygge i sind,
		en høst af det ædleste slags!
		Se, nu spirer jer sæd. Hvilket flammende skin!
		I undres; I ved hverken ud eller ind, –
	45	thi der vokser stiletter for aks!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hvor loven sidder på knivens spids
		og retten på galgen bor,
		er dagningens sejr mer nær og viss,
		end her, hvor der myrdes med ord.
	50	En vilje våger, og holder dom,
		og knuser hvert løgnens bur; –
		men ormen må først æde skallen tom,
		og tiden må først få krænget sig om
		til sin egen karrikatur.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	55	Der råder en dæmon med evig magt.
		Prøv kun på at byde ham trods!
		I støv måtte domus aureas pragt,
		i grus måtte Neros kolos.
		Men først måtte Romer-forbrydelsen nå
	60	over jorden fra pol til pol,
		tyrannen sin apotheose få,
		og kejsernes gyldne billeder stå
		som guder på Kapitol.

137

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Så ramled det sammen; cirkus og slot,
	65	templer, kolonners skov,
		buer, arkader, alt trampedes småt
		under bøffelens skoede hov.
		Så byggedes nyt på det gamles grund,
		og luften var ren til en tid.
	70	Nu varsler det mod foryngelsens stund;
		nu stiger der pest fra den svampede bund,
		og vifter, snart hid snart did.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Men er det i råddenskabs sumpe vi går,
		jeg råber ej ak og ve
	75	over hver en brammende giftblomst, som står
		i fylde på tidens træ.
		Lad ormen kun hule. Før skallen er tom,
		før brister ej væg og tag.
		Og lad kun «systemet» få vrængt sig om;
	80	des-før kommer hævnen og holder dom
		på tids-løgnens yderste dag!

Tilbake til innholdsliste

Til min ven revolutions-taleren!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		De siger, jeg er bleven «konservativ».
		Jeg er, hvad jeg var mit hele liv.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Jeg går ikke med på at flytte brikker.
		Slå spillet overende; da har De mig sikker.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	En eneste revolution jeg husker,
		som ikke blev gjort af en halvheds-fusker.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Den bær for alle de senere glorien.
		Jeg mener naturligvis syndflods-historien.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Dog selve den gang blev Lucifer luret;
	10	thi Noah tog, som De ved , diktaturet.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Lad os gøre det om igen , radikalere;
		men dertil kræves både mænd og talere.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		I sørger for vandflom til verdensmarken.
		Jeg lægger med lyst torpédo under Arken.

Tilbake til innholdsliste

Uden navn.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Til den ridderligste sender
		jeg mit digt foruden navn.
		Jeg forstår, hvor sværdet brænder
		i de djærve bundne hænder;
	5	jeg forstår, hvor naget tænder
		i hans pandes tankefavn.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Viljen vendt mod sejers-baner, –
		viljen lænkelagt i skjul;
		hånden strakt mod fædres faner,
	10	sindet fyldt af storværks-planer, –
		flugten stængt af vindfalds-graner, –
		arme kongelige fugl!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Dagen gryr og hornet klinger.
		Hej, det blir en verdensjagt!
	15	Jeg forstår, hvor skårne vinger
		værke kan, der buret tvinger;
		jeg forstår, hvor længslen stinger,
		der, hvor dværge slutter vagt.

140

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Dagen går og hornet tier;
	20	alle våben lægges ned.
		Navn for navn på melodier
		bæres rundt i lund og lier; –
		jeg forstår, hvor smerten svier
		ham, som ej fik nævnes med.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Ånden lys af skønheds-larver ,
		skabertrang i sind og syn, –
		digtets spil hans dådskraft arver,
		blomster gror i leg med farver; –
		glemsels-leg, mens savnet harver
	30	sindet, som et nedslags lyn!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Måtte nægte, hvad står malet
		midt på pandens åbne hvælv!
		Måtte svigte idealet,
		lig apostlen, der han daled,
	35	dommens nat, til hanegalet
		drog ham opad mod ham selv!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Kval, – og stumhed! Kan I, dverge,
		fatte offrets fulde vægt?
		Ved I, hvad det er at sværge
	40	troskabsed på fremmed værge, –
		alt tilhobe for at berge
		skindet for en rådløs slægt?

141

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		I vil svare, det er drømme,
		drømme kun, som offres her.
	45	Ja, lad gå; lad kløgten strømme;
		det er let for jer at dømme;
		I har aldrig trængt til tømme, –
		aldrig vidst, hvad drømme er.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Mer end livet, mine herrer,
	50	er en drøm, som ej fik liv.
		Den er lig det digt, jeg spærrer
		ind i sjælens stængte kærrer;
		løve-vildt det hugger, snærrer,
		kræver nat og dag mit: bliv!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	55	I vil råbe på, det heder:
		størst, hvo selv sig overvandt. –
		Gylden visdom for asketer!
		Ly for løjheds Poul og Peter!
		Bjeldeklang kun for atleter,
	60	i hvis årer blodet brandt.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Puk så ej på «høje pligter»! –
		Har I købt hans sunde sjæl?
		Har I købt den djærve digter,
		så han kaldets epos svigter?
	65	Købt ham, købt ham, så han sigter
		hadsk mod selvets bedste del? –

142

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Til den ridderligste sender
		jeg som krans et navnløst digt.
		Jeg forstår, hvor sværdet brænder,
	70	rustent, i de bundne hænder;
		jeg forstår, hvor naget tænder; –
		kan I, vismænd, skønne sligt?

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Martyrdom, af purpur dækket, –
		kval i taushed, fængslet trang,
	75	blomsters håb, af gråvejr gækket, –
		grenes frugt i utid brækket,
		drøm, til livets drøjhed vækket, –
		sættes kors ved i min sang.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Versets mindesten jeg rejser
	80	for et ugjort storheds-værk;
		og mens kløgtens flikværk dejser, –
		for hans fejl jeg flaget hejser,
		skriver, hvor min ridder knejser:
		Skalden i ham var for stærk!

Tilbake til innholdsliste

Ved Port Said.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Østerlands dag
		over havnen glittred;
		alle jordklodens flag
		fra masterne sittred.
	5	Musikens toner
		bar frem koralen;
		tusend kanoner
		døbte kanalen.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Damperne drog
	10	forbi obelisken.
		På hjemmets sprog
		traf mig nyheders hvisken:
		det digt-spejl, jeg pudsed
		for mandlige tøjter,
	15	var hjemme smudset
		af stænk fra fløjter.

144

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Gift-fluen stak;
		det gav mindelser vamle. –
		Stjerne, hav tak, –
	20	mit hjem er det gamle!
		Vi prajed fregatten
		fra flodbåds-taget;
		jeg svinged hatten
		og hilste flaget.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Til fest, til fest,
		trods giftkrybs-kløerne!
		Som udvalgt gæst
		gennem «Bitter-søerne»!
		Er dagen sluknet,
	30	jeg drømmende sover,
		hvor Farao drukned
		og Moses slap over.

Tilbake til innholdsliste

Ballonbrev til en svensk dame.

Dresden, i December 1870.

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

Henrik Ibsen: Digte.

7

146

147

148

149

150

151

152

153

7*

154

155

7**

156

157

158

159

160

161

162

163

		Ja, jeg frister det idag,
		jeg, som ved min tausheds længde,
		tvert mod alle løfters mængde,
		frygter jeg har tabt min sag, –
	5	jeg, som foer fra Stockholm, bunden
		af en takskyld uden lige,
		gæsted Faraonens rige,
		løfted Isis-slørets flige, –
		og til dato kunde svige,
	10	hvad med hånden og med munden
		jeg på «Lyran» sidste kvelden
		både loved og besvor, –
		nemlig: med et skrevet ord
		at betale lidt på gælden.
	15	Tør jeg? Har jeg endnu ret?
		Ak, Gud-nå’s, hvem spør om retten?
		Nuomstunder skilles trætten
		af et magtsprog ret og slet.
		Altså kort og godt: jeg vil;
	20	men på anti-preussisk måde;
		ej i kraft af ret for nåde.
		Vær mig stumme flygtning mild!
		Her jeg lever på en vis,
		som de lever i Paris.
	25	Svære tyske floskelhelte,
		som med vold vil verden vælte,
		pral og skrål og flag på stang,
		«Wacht am Rhein», som kaldes sang, –
		det er mit cernerings-belte.
	30	De kan tro, at mangen gang
		kendes kredsen krap og trang.
		Ølhus-snak, politisering,
		er min køterstegs servering,
		og i stadsavisens spalter,
	35	hvor den tyske verskunst halter,
		diskes op den kost, mig gotter,
		som en fransk ragout af rotter. –
		Værre dog, når genlyds-toner
		fra vort Nord hid over slår;
	40	når mit håb mod lys og vår
		skydes ned af plebs-kanoner;
		når i råheds-kravet hviner
		fremtids himmelsprængte miner,
		og jeg våbenstækket står
	45	på en brusten drøms ruiner.
		Altså er, for ej at lyve,
		nøden det, som nu mig drev
		til at sende Dem et brev, –
		og jeg lar ballonen flyve.
	50	Duer har jeg ingen af;
		duer er jo håbets fugle,
		og i denne klamme grav
		bygger bare ravn og ugle.
		Men per ravn, per ugle, skikke
	55	brev til damer, duger ikke.
		Nu da – som De ved , ifjor,
		dengang Mälar-himlen mulned,
		frosten skar og løvet gulned,
		ned til Deltas vang jeg foer.
	60	Der var sol og sommerdage.
		Lyset slog med blink tilbage,
		som hos os en bræ fra fjorden.
		Palmelunden, sykomoren,
		skygged blågrøn over jorden;
	65	Beduinen og hans mage,
		båren højt på dromedaren,
		så vi gennem ørknen drage.
		Første gang en uerfaren
		nordbo så det, skreg han studsende:
	70	«mine herrer, ser De strudsene?»
		Fra Cairo opad Nilen
		fløj vi på «Ferus» som pilen,
		gæsted Cheops-pyramiden,
		hvor Napoleon proklamerte,
	75	medens sfinxen mediterte
		både før og da og siden.
		Beni Hassans kongegrave
		krøb vi ind i på vor mave.
		Seklerne har hærget stygt dem;
	80	hver en tidsberegning brister;
		kun så meget får man ud, –
		tør man tro egyptologer, –
		og, ej sandt, vi tror jo trygt dem –:
		de blev til i fortids tåger,
	85	dengang Farao var gud
		og herr Potifar minister,
		samt at herr ministrens svoger,
		Josef Jakobsen, har bygt dem.
		Memnonstøtten, stenkolossen,
	90	han, De ved , som sang et stykke,
		gæsted vi en morgenstund;
		men den gamle holdt sin mund.
		Det er nu en skaldenykke
		fra den tid Kambyses dømmende
	95	gik ham efter lidt i sømmene
		og, måske for ubehændigt,
		recenserte ham indvendigt.
		Sligt gør mangen sanger frossen, –
		og så svigter mælet tossen.
	100	Men så er beundrings-stolen
		vederlag for sang mod solen.
		Sådan gubben Memnon troner
		på sit ry for brustne toner,
		stryger ind tributens mynt,
	105	gir i al sin oldtidspynt
		audiens, ej blot til stormænd,
		men sågar til norske normænd,
		som min ringhed og Peer Gynt.
		Dog, hvem mægter gøre rede
	110	for en 6–7 ugers drøm?
		Derfor beder jeg Dem, tag
		disse løse pennedrag
		fra min færd i lys og hede
		opad krokodillens strøm.
	115	Gal-mands værk at spilde ord
		på vort pascha-liv ombord
		i de fire Noæh arker; –
		vi var fire, skal De vide,
		og desuden to par barker
	120	for et genus, kaldt det blide.
		I «Ferus» var sat på foer
		bjørne tre fra gamle Nord;
		elleve haner af de franske;
		fire hingster – de var spanske –
	125	lutter fyr- og flamme-foler,
		drevne stærkt i kaprioler,
		og med gester som El Ol’er.
		Tar vi med vor skibsbetjening,
		fandtes efter fælles mening
	130	flere dyr af slægten «Asen».
		Et slags buk fra Schweizerlandet ;
		et amfibium af racen,
		der skal bo «lidt under vandet», –
		samt, naturligvis, en skok
	135	olden- eller old-germanske
		vildsvin, næsten ganske tamme,
		og som afart af de samme,
		et par militære rovdyr;
		et entrüstungs-fæigt skovdyr;
	140	et af de brasilianske
		bogmøl, og en hel hob smådyr;
		under fællesnavnet rådyr ;
		item – nej, nu er det nok!
		Tænk Dem så når dragomanen,
	145	snart mod øst og snart mod vest,
		førte hele karavanen
		til en oldtids kæmpe-rest.
		Over ørknens gule slette
		fløj vi som på vinger lette,
	150	skønt i virkligheden toget
		gik til æsels, og tildels,
		for de kække, til kamels.
		Hvilken jubel, hvilken broget
		stim og stimmel i vor barne-
	155	glade flok! Hin uerfarne
		strudse-seer var den eneste,
		som for skydsen gjorde styr,
		råbte: «æsler! Er det dyr
		for en mand i pressens tjeneste!
	160	Jeg vil ha’e en rigtig ilhest;
		finds her ingen fuldblods Nilhest?» –
		Luxor, Déndera, Sakkara,
		Edfu, Assuan og Phile
		vil i fart forbi jeg ile,
	165	og kun foreløbig hvile
		ved en skildring fra Sahara.
		De har sikkert engang hørt,
		at når karavanen rykker
		gennem ørkenhavets bølger,
	170	sandets flom, af samum ført,
		viser frem hvad dybet dølger,
		og den ser stillebens-stykker.
		Eller rettere, den vader
		gennem endeløse gader,
	175	hvor den levende natur
		har med døden sig forenet,
		og i tiden sig forstenet
		til en vild arkitektur.
		Ribben, ryggehvirvler, knokler
	180	rager op som søjlesokler;
		hjerneskaller af kameler
		er de faldne kapiteler;
		tænders gule gisne rader
		er balkoners balustrader;
	185	fingre, som i vejret vimser,
		er de brustne loftsgesimser,
		og som mølne ridderfaner
		svajer pjalter af kaftaner.
		Tænk Dem så det hele billed,
	190	dirrende i sol og stilhed,
		vokse, vokse, fylde fange,
		højnes, højnes tusend gange; –
		tænk Dem denne gravens verden,
		som en oldtids karavane,
	195	brat forstenet på sin bane, –
		og De har Egypter-færden.
		Ja, så er det. I en tidens
		morgenstund drog ud et tog;
		prester forrest med sin videns
	200	hieroglyf-beskrevne bog;
		gudekonger, kongeguder
		red henover seklers vidder; –
		Isis og Osiris sidder
		i sin stumheds pragt og luder
	205	på de høje sadelpuder;
		Horus, Hathor, Thme og Ptah,
		Amon Re og Amon Ra
		kaster glans til alle sider,
		der de midt i skaren skrider;
	210	Apis med den gyldne pande
		ledes langsmed flodens vande,
		fulgt af slavers millioner, –
		og hvor følget slår sin lejr,
		rejses sfinxer og pyloner.
	215	Over grav og over sejr
		mindetavler, obelisker
		står i billedskrift og hvisker;
		tusend templers søjlerader
		pæler karavanens gader;
	220	tusend pyramiders belte
		er dens efterladte telte.
		Se, da kom et pust fra nord,
		steg til storm på ørkenhavet,
		pisked karavanens spor; –
	225	prester tumled, konger raved,
		hele guder sank i grus;
		Faraonen og hans hus
		lå i glemsels sand begravet.
		Der, hvor sværmen frem var dragen,
	230	faldt den livløs, stum og stur; –
		tusend år i sarkofagen,
		gemt for lyset og for dagen,
		mumien lig i svøbets bur,
		smuldred bort en dømt og slagen
	235	fire tusend års kultur.
		Denne karavanes rester
		var det, vi, Khedivens gæster,
		drog forbi til Nubiens grænse.
		Fellah-flokken så vi lænse
	240	ørkenbølgen om Abydos,
		og lidt længer op mod syd os
		mødte Karnaks skog af sokler
		som en urtids kæmpeknokler;
		Rhameseums kapiteler
	245	lå som skaller af kameler;
		Luxors hal med hundred søjler,
		slavers arme lig i bøjler,
		vidned stumt om stormens stund i
		et «sic transit gloria mundi»!
	250	Dette billed har mig fulgt,
		hvor jeg siden gik i landene;
		og som ånden over vandene
		aned jeg en mening dulgt.
		Tor i juleskreden tuder
	255	forrest i det vilde lag;
		Grækerfolkets faldne guder
		lever jo den dag idag.
		Zeus bor end på Kapitol,
		hist som «tonans», her som «stator».
	260	Men Egyptens livs-idol?
		Hvor er Horus? Hvor er Hathor?
		Intet mærke, intet minde;
		ej en sagnstump er at finde.
		Svaret ligger ganske nær.
	265	Hvor personligheden mangler,
		hvor ej formen i sig bær
		hadet, harmen, jublen, glæden,
		pulsens slag og blodets skær, –
		der er hele herligheden
	270	kun en benrads tørre rangler.
		Hvor er ikke Juno sand,
		bleg og høj i vredens brand,
		når hun gubben overrasker –?
		Hvor er ikke Mars en mand –
	275	under garnets gyldne masker?
		Men hvad var Egyptens guder?
		Tal i rækker og i ruder.
		Hvad var deres kald i livet?
		Blot og bart at være til,
	280	sidde malet, strammet, stivet,
		på en stol ved altrets ild.
		En fik høgenæb at bære,
		og en anden strudsefjære;
		en var gud for dag, for nat,
	285	en for dit og en for dat; –
		ingen fik det kald at leve,
		ingen det at synde, famle,
		og af synden sig at hæve.
		Derfor ligger nu det gamle
	290	fire tusend års Egypten
		som et navnløst lig i krypten.
		Ser De vel, min kære frue, –
		i belejringsringen spændt,
		lukker jeg min lune stue
	295	for at leve indadvendt.
		Ude flyver fra mig trøsten,
		som en flytfugl-flok om høsten;
		men med øjet mod det indre
		ser jeg håbets løvspring tindre.
	300	På begravne karavaner
		bygger jeg vor fremtids baner.
		Lovfast er jo slægtens gang
		ad en evig vindeltrappe;
		kredsen blir den samme krappe,
	305	vejen altid lige trang;
		viljen blir den samme higende; –
		punktet kun bestandig stigende.
		Og så står vi nuomstunder
		lodret over Faraonen.
	310	Atter er kong Gud på tronen,
		atter flyder bort personen
		i et mylr, som kaver, stunder
		bryder, bygger, grubler, grunder
		rundt omkring og nedenunder.
	315	Atter rejses pyramiden
		som produkt af hele tiden.
		Atter svulmer alle årer,
		atter flommer blod og tårer,
		for at verden stort skal se
	320	kongegudens Mausolé .
		Det er samtids-karavanen
		med sin Hathor, med sin Horus,
		og, for alting, med sit chorus,
		der i blinde svær til fanen.
	325	Hvilke storværk bygges ej
		langs den lige sejersvej!
		Hvilken magt i folke-stormen!
		Hvor egyptisk hver og en
		fuger ind sin lille sten
	330	på dens plads i helheds-formen!
		Hvor uklandrelig er tegningen;
		og hvor sikker er beregningen!
		Ja, i sandhed, det er stort,
		stort, så verden står og gaber; –
	335	og dog dirrer der et «aber»
		midt i gabets åbne port.
		Tvivlen kommer lindt til orde:
		er det rigtig stort, det store?
		Ja, hvad gør vel stort et værk? –
	340	Ikke værkets store følger,
		men personen klar og stærk,
		som i værkets ånd sig dølger.
		Godt; men nu Germanner-skaren
		på sin stormgang mod Paris?
	345	Hvem står hel og klar i faren;
		hvem bær enligt sejrens pris?
		Når slog ud i glans personen,
		så at millioners munde
		bar ham hjemmet rundt i sang? –
	350	Regimentet, eskadronen,
		staben – alias spionen –
		koblets slupne flok af hunde,
		sporer vildtet på dets gang.
		Derfor ved jeg, glorien svigter. –
	355	Denne jagt får ingen digter;
		og kun det kan fremad leve,
		som en digters sang kan hæve.
		Tænk på Gustaf Adolf bare,
		forrest i sin svenske skare;
	360	husk den fangne mand i Bender, –
		Peder Vessel på fregatten,
		lig et lyn i mørke natten, –
		Kongedybets muntre helte; –
		over dem jeg mindet spænder
	365	som et kor, der høres vælte
		sine tonebølgers belte,
		under klap af tusend hænder,
		fra en vårfests smykte telte.
		Og så tænk Dem dagens mænd,
	370	disse Fritzer, Blumenthaler,
		og de herrer generaler,
		nummer den og nummer den!
		Under Preussens dødning-farver –
		sorgens sorte-hvide klud –
	375	bryder dådens lodne larver
		ej, som sangens fjæril , ud.
		De kan sagtens silke spinde
		til en tid, men dør derinde. –
		Just i sejren bor forliset.
	380	Preussens sværd blir Preusser-riset.
		Aldrig svulmer der en løftning
		af et regnestykkes drøftning.
		Intet dåds-digt blir at tolke
		fra den stund af, da en folke-
	385	rejsning, skønhedsfyldt og fri,
		blev et stabs-maskineri,
		spækket ud med kløgtens dolke, –
		fra den stund da herr von Moltke
		myrded kampens poesi.
	390	Så dæmonisk er den magt,
		som fik verdens gang at råde:
		sfinxen, på sin visdoms vagt,
		dødes af sin egen gåde.
		Ziffer-sejren får sin dom.
	395	Øjeblikkets blæst slår om;
		lig en storm på ørken-sletten
		vil den fælde afguds-ætten.
		Bismarck og de andre gubber
		vil, som Memnons søjle-stubber,
	400	sidde sprød på saga-stolen
		uden sang mod morgensolen.
		Men som vi, Khedivens gæster,
		efter færden blandt de døde,
		under lys og klang af fester
	405	drog en nyfødt tid imøde, –
		ja, som vi, med flag på stang,
		under verdenskorets sang,
		fejred hist kanalens åbning,
		og som vi fra Suez’ strand
	410	fik et glimt af løftets land, –
		så vil åndens livs-forhåbning,
		ad det vordendes kanaler,
		i et verdens festtogs-møde,
		under hymner og choraler ,
	415	under skønheds-lampers brand,
		styre frem til morgenrøde
		på sejlads mod løftets land.
		Thi mod skønhed hungrer tiden.
		Men det ved ej Bismarcks viden.
	420	Skal vi med til festen, frue?
		Ja, hvem ved når budets due
		bringer kortet? Vi får se.
		Indtil da jeg i min stue
		går med handsker af glacé;
	425	indtil da jeg søger fredning,
		digter fornemt på velin;
		det vil harme godtfolks slæng,
		jeg blir sagtens skældt for hedning;
		men jeg har en skræk for sværmen,
	430	vil ej stænkes til af bærmen,
		vil forvente tidens nærmen
		i en pletfri bryllupsklædning.
		Og med disse ord, farvel!
		Flyv, ballon! På farten held!
	435	Luften er en digters rige; –
		styr mod nord, og sænk dig lige
		ned på Mälarstadens strande;
		der er fuldt så nemt at lande,
		som på Telemarkens fjeld!
	440	Alfen i gondolen spanker.
		Gid nu snart mig bud blir bragt,
		at han med sin lette fragt –
		lette vers og lette tanker –
		har på Norrmalm kastet anker!

Tilbake til innholdsliste

Rimbrev til fru Heiberg.

Dresden, i påske-ugen 1871.

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

165

166

167

168

169

Henrik Ibsen: Digte.

8

170

171

172

173

174

175

176

		Havde jeg på engang sendt
		alle takkens små billetter,
		i de vågne vinternætter
		sammenskrevne,
	5	sønderrevne,
		skulde, lig en snesky spændt
		over himlen,
		hele vrimlen,
		stumpen, strimlen,
	10	hver bemalet
		med et magtløst takkens ord,
		som et prosa-snefog dalet
		over Rosenvængets flor.
		Kunde jeg på engang sendt,
	15	uden bur af skrift og prent,
		alle tankens løse fugle, –
		ind dem smugle
		skulde jeg, hvor stilhed råder,
		under Rosenvængets tag,
	20	der, hvor åndens dunkle lag,
		der, hvor skønheds glade gåder
		op imod forklaring stunder
		og, som knop en forårsdag,
		foldes ud i et vidunder. –
	25	Brydes skulde stuens fred,
		der min fugleflok slog ned;
		lytte skulde børn derinde,
		som i skog til jagten fjern; –
		bag usynlighedens værn
	30	mine fugle skulde tvinde,
		i en anings trillers rad,
		takkens kvad,
		kredse let og vinger ryste
		om den store seers byste.
	35	Løse tanker,
		tørre breve
		slår ej til; jeg vælger vers.
		Over daglig-dækkets planker
		må jeg hæve
	40	synet vidt og rundt fra mers.
		Prosa stil er for ideer,
		vers for syner.
		Sindets lyst og sindets veer,
		sorg, som på mit hoved sneer,
	45	harm, som lyner,
		fyldigst liv jeg friest skænker
		just i versets lænker.
		Men når takken, som mig brænder,
		nu jeg sender, –
	50	mon det da er blot mit stykkes
		scene-lykkes
		skaberinde,
		hvem jeg fletter
		disse versets små buketter?
	55	Nej, et glansfuldt større minde
		lægger ordet på min mund, –
		mindet om en skønhedsfyldig
		højtids-stund,
		mindet om en rad af timer,
	60	langt tilbage,
		da jeg så Dem sejrrig drage
		smykket, gratie-fulgt og sand
		gennem kunstens under-land.
		Da just blev jeg takken skyldig;
	65	derfor er det nu jeg rimer.
		Se, da jeg ifjor Dem gæsted,
		var jeg stum;
		skønheds-gældens runde sum
		bar jeg, i mit hjerte fæstet,
	70	med tilbage.
		Nætter, dage
		har med renter summen øget,
		og trods alt, hvad her jeg maler,
		får jeg, som en slet betaler,
	75	aldrig denne gældspost strøget. –
		Underligt til Danmark bundet
		står De altid for mit øje, –
		bundet til en dag ved Sundet,
		mellem bøgekroner høje.
	80	Sol i luften, sol på fladen.
		Sejler-gaden
		fures af en blålig krusning;
		sommer-susning,
		født i «Skoven»,
	85	dirrer som et digt foroven.
		Det er søndag; glade klynger
		ler og synger;
		både gynger
		under ly af kystens skrænt.
	90	Lyse kjoler
		blinker, soler
		sig, hvor klokker og violer
		har sit danske tæppe spændt.
		Men derude, –
	95	helt fra nord, hvor Kronborg troner,
		indtil syd, hvor fjernt Tre Kroner
		synet raner, –
		hvilken rad af ranke svaner,
		hvilken stimmel,
	100	hvilket tog af hvide sejl !
		Skude slutter sig til skude,
		lysglans i de hvalte klude;
		vimplers vrimmel,
		højdens himmel
	105	ser sig selv i dybets spejl.
		Slank og smekker,
		drømfyldt jomfru mellem snekker,
		glider en mig just forbi.
		Hun er lig et sagn, der bæver
	110	bag det slør, det hylles i;
		hun er lig et syn, der hæver
		sig og svæver
		ad en lukket gåde-sti.
		Ellepiger
	115	vinker, viger,
		svøbt i skum om bougens stavn;
		alfer følger
		kølens bølger;
		men i flagets folder: dølger
	120	sig «Agnetes» navn.
		Og se der, – et modsat billed!
		Hvilke kække kast i dansen!
		Lunets gratie-bundne vildhed
		bær dog kransen.
	125	Vimpler vinder sig langs riggen;
		flag fra stranden hilser briggen; –
		halvvejs hjemlig, halvvejs fremmed,
		halvt en havfrue, halvt et tæmmet
		barn fra heden,
	130	svajer «Dina» op på reden.
		Som iblinde
		ledet frem af milde vinde,
		som i drømme
		løftet af de lette strømme, –
	135	se felukken!
		Al Provences livsglød taler
		i dens stigen, i dens dukken;
		elskovs sukken,
		dæmpet båren
	140	citharklang, fra dækket maler
		sjæle-våren;
		madrigaler
		over stumme klynger daler,
		som på strandens grønne hynde
	145	vugges i «Jolanthes» ynde.
		Hvo kan tælle
		hele flåden,
		som i solskin følger efter,
		som for medbør skummer frem!
	150	Over fråden
		«Ragnhild» hælder,
		som om dybets dulgte kræfter
		lokked hjem; –
		lotos lig på strømme stride,
	155	hist «Ophelia», den fagre,
		ses at flagre,
		ses at glide; –
		rang-fregatter,
		klipper-skarer,
	160	hjemad farer
		under landets klap og latter. –
		Sådan De til Danmark bundet
		står i mindet for mit øje, –
		bundet til en dag ved Sundet,
	165	mellem bøgekroner høje. –
		Stundom har jeg spurgt mig selv:
		mon vel slægten
		engang i sin travle fægten
		og fornægten
	170	sænke skal i glemsels elv
		denne skat af geniers nåde?
		Skal en tid, hvem afstand døver,
		rane, lig en engelsk røver,
		denne danske stormagts-flåde?
	175	Se, vi andre,
		farve-, form- og ord-poeter,
		arkitekter,
		og hvad vi for resten heder,
		vi, som fik det kald at bygge
	180	vore skønheds-skuders rygge
		af lidt mer solide lægter,
		vi tør ej vor skæbne klandre,
		om vor flåde
		ej blir hver en tid til måde.
	185	Mangen klipper, mangen studser,
		rigget til med sang og klang,
		får engang
		plads og rang
		mellem skibs-Jeronimusser.
	190	Mangt et skrog af form og toner, –
		af sin samtid assureret, –
		engang, på de våde veje
		havareret,
		hales ind i flådens leje,
	195	uden takkel og kanoner,
		til de andre Magdeloner.
		Der vi prise kan vor lykke,
		hvis en nykke
		vore værfters mesterstykke
	200	venligst sparer
		for de herrer antikvarer.
		Man har sagt at scenens kunst,
		født og bunden
		kun til stunden,
	205	må, som sæbeboblers dunst,
		må, som mørkets meteor,
		blænde, briste,
		for at friste,
		uden spor,
	210	hænders værkers lod på jord.
		Sving Dem som en fugl i luften
		op fra denne trange tanke!
		Just fordi
		Deres kunst er barn af duften,
	215	af beånden,
		af en stemning,
		af person og fantasi, –
		ej et værk af sten og planke,
		ej en tanke,
	220	klistret fast med sort på hvidt,
		men en alf på skønheds ranke,
		hvor den evig gynger frit, –
		just fordi den fattes form,
		som med hånden
	225	gribes kan, der sættes dæmning
		for hvert bid af ældens orm.
		Underfuldt til Danmark bundet
		skal De stå for slægters øje, –
		bundet til en nat ved Sundet,
	230	under mindets stjerner høje.
		Hvilke sagnets syner vide!
		Hele flåden,
		fra fregatten
		ned til båden,
	235	ser jeg glide
		gennem natten,
		langs med landets lune side;
		tågen slører sejl og master;
		halvlys kaster
	240	over stang og rå tilsammen
		svanehammen;
		hvad i afstand øjet svigter,
		ind man digter;
		kvinder, som fra stranden drømmer,
	245	mænd, som dømmer
		efter egen fordrings lov,
		slægt, som efter slægt befolker
		kyst og skov, –
		synets skønheds-form fortolker
	250	efter skiftende behov.
		Og se det er livet just,
		liv i mindet,
		det, at stå for folkesindet
		ren for ældens møl og rust, –
	255	det er livet, det, at bøje
		eget indhold, åndigt, rigt,
		i den form, som folkets øje
		kræver for sit eget digt;
		det er livet, –
	260	mythe-vorden,
		vekselfuld som alfepigen,
		følge slægten i dens stigen,
		følge tiders krav og orden, –
		og se, denne lod på jorden
	265	blir Dem givet.
		I en skønheds-fattig tid
		har det kvæget mig at følge
		Deres færd på kunstens bølge
		under sol og medbør blid, –
	270	kvæget mig at stirre did,
		hvor i skær af svale nætter
		sagnet sig om færden fletter.
		Tag, som tak for synets trøst,
		råbet af en seers røst:
	275	underfuldt til Danmark bundet
		skal De stå for slægters øje, –
		bundet til en nat ved Sundet,
		under mindets stjerner høje!

Tilbake til innholdsliste

I en komponists stambog.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Orpheus slog med toner rene
		ånd i vilddyr, ild i stene.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Stene har vort Norge nok af;
		vilddyr har vi og en flok af.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Spil, så stenen spruder gnister!
		Spil, så dyrehammen brister!

Tilbake til innholdsliste

Brændte skibe.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Han vendte sine skuders
		stavne fra nord,
		søgte lysere guders
		legende spor.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Snelandets bauner
		slukned i hav;
		solstrandens fauner
		stilled hans krav.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Han brændte sine skibe; –
	10	blånende røg
		som en bro-banes stribe
		nordover føg. –

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Mod snelandets hytter,
		fra solstrandens krat,
	15	rider en rytter
		hver eneste nat.

Tilbake til innholdsliste

Sanger-hilsen til Sverig.

(Ved studenter-mødet i Upsala 1875.)

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Tak for kald til ungdoms-stævne
		i jer gamle stad!
		Fyldt er Kølens kløft og revne,
		sprængt dens røsers rad;
	5	grændsens knejsende geleder
		hæmmed ej vort tog;
		bent går vejen nu til eder
		fra den norske skog.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Lad ad sangen bent som banen
	10	slå sin stræng af stål;
		sang er jo, som sus i granen,
		Svenskens modersmål.
		Dette sprog fra norske røster
		bær vor hilsning frem;
	15	svenske svarets væld fra øster
		bær det til vort hjem.

8**

180

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Altfor længe har vi sunget
		spredt i verdens kor;
		der, hvor Svenskens røst har runget,
	20	taug det norske ord;
		der, hvor vi har æsket ordet,
		krævet lyd omkring,
		stod ej svenske folke-koret
		i vor sanger-ring.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Drapa under Jorsals palmer,
		kvad i Bretlands sund,
		Narvas stormsang, Lützens salmer,
		gik for halv-kor kun.
		Lad så fædres faner smuldre
	30	i sin blege pragt;
		friske krav på slægtens skuldre
		har dens ånder lagt.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nystemt vårsang er at høre
		gennem tiden gå; –
	35	lydhørt er en sangers øre;
		nyn må han forstå.
		Sanger-skaren er de unge,
		og i folkets sind
		sanger-hvervet er at sjunge
	40	nye tider ind.

181

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Lyt med os mod det, som vorder;
		lyt mod gryets nyn;
		og fornemmer I akkorder,
		der slår ned som lyn, –
	45	blæs til samling da i luren
		mod den norske skog!
		Vi skal komme! Grændse-muren
		hæmmer ej vort tog.

Tilbake til innholdsliste

Langt borte .

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Snart samles i Upsal alle de unge;
		taler skal strømme og sange skal runge.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Selv har jeg digtet til ungdoms-mødet,
		kendt mig ildnet i ånden og kødet.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	5	Jeg nytted et øjebliks tro mellem tvivlene ,
		og stod alt med foden mod stævnet stilende.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Nu er det over. Afgørelsens porte
		slog jeg ilås og blir ensom, langt borte.

183

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Held over al eders sorgløse flok!
	10	Held over eder, hvem legen er nok!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Sommerens magter lad skydækket dele!
		Skogduft for alle de stundende sjæle!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Godvejr, så koret kan bæres for vindene!
		Bris under fanerne, sol over sindene!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	15	Glitrende dage, og nætter klare,
		hvor I skal færdes og hvor I skal fare!

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Langt borte jeg ser eder stryge forbi;
		jeg hører den velkendte melodi.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Og dog så forunderlig fjernt og fremmed
	20	mig tykkes det jublende tog gennem hjemmet.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Genfærd af afdøde tider og mænd
		går i vor ynglinge-skare igen.

184

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Af frasernes tåger og festernes røgelse
		formes et verdenshistoriens spøgelse.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	25	Sligt tog, som nu suser deroppe i Nord,
		har sust over hele Italiens jord.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Ungdoms-toget langs Apenninerne
		rusked af søvnen folke-ruinerne.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Det var i århundredets skyfulde morgen.
	30	Idag vajer fanen fra Engelsborgen.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Sligt tog, som nu suser deroppe i Nord,
		har sust over hele den tyske jord.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Der drømtes om ening ad spredte baner;
		der drømtes om sortrøde gylden-faner.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	35	Så kom den alvorlige del af festerne.
		Grånede gubber var ungdoms-gæsterne.

185

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Uryggeligt dog for den samme sag,
		som ildned til leg, de højned sit flag.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Gennem trængsler og storme de bar den frem;
	40	de mured sit hus og de gærded sit hjem.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		De vilde sin drøm; så kom sejren siden.
		Europa er voksent, og vågen er tiden.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Se, derfor så underlig fjernt og fremmed
		mig tykkes det jublende tog i hjemmet.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	45	Genfærd af afdøde tider og mænd
		går i vor ynglinge-skare igen.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Af frasernes tåger og festernes røgelse
		formes et verdenshistoriens spøgelse.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Hvi tier den eneste myndige mund,
	50	som bryder alt blændværk og vækker af blund?

186

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Jeg skal sige jer det. Den blev stum som graven,
		da et ufærdigt folk fik friheds-gaven.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Det er farligt at tage sig selv som skænk;
		den ballast kan krænge en skude isænk.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

	55	Man stak os ihænde et fuldgodt sværd,
		men lærte os ikke sligt værges værd.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Se, derfor vor skæbne vipper og vender,
		som kniven i barnets legende hænder.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Der står vi og lytter til forsker og gransker,
	60	og taster på tingen med silkehandsker.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Der går vi og drømmer og véd ikke råd
		til en bristende eller bærende dåd.

		Versetype:	strofe
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

		Når kommer og rusker os op af døsen
		århundredets ånd med århundredets løsen?

München den 2den Juni 1875.

Tilbake til innholdsliste

Et Rimbrev .

Min kære ven!

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

188

189

190

191

192

193

		De skriver mig bekymret til og spørger
		hvi slægten går så underlig fortrykt,
		ej ildnes op i fryd og ikke sørger,
		men synes ruge på en uklar frygt, –
	5	hvi intet held formår at live ånderne,
		hvi ingen er sin egen modgangs dommer,
		hvi hvermand tager skæbne-gunst og vånderne
		med sløvheds ro, og venter hvad der kommer.
		Kræv ikke, ven, at jeg skal gåden klare;
	10	jeg spørger helst; mit kald er ej at svare.
		Men da De nu har dyppet Deres pen,
		så skal det dog ej være gjort forgæves, –
		at sige, hvis ej med bestemthed kræves
		et svar, som svarer sådan ligehen.
	15	Kort, jeg til svar vil spørge Dem igen;
		og undskyld at – da hånden med i spillet
		en digter har – der spørges i et billed.
		Så sig mig da, om De har nogensinde
		tilfældigvis ved vore kyster set
	20	et skib stå ud tilhavs for friske vinde
		og sætte kursen endefrem og ret?
		Det har De visst, og De har sikkert mærket
		det liv, den lyst, den virksomhed ombord,
		den trygge sorgløshed, der driver værket,
	25	det sikre bydende kommando-ord,
		som om det var en regelbunden verden
		med fastsat bane, lig vor egen jord,
		med lov, som den, for farten og for færden.
		Tidt går et sådant skib på lange rejser;
	30	det søger fjerne lande, mange havne;
		man losser lasten, og ombord man hejser
		nyt stykgods under udenlandske navne;
		man stuver rummet mellem begge stavne
		med en utallighed af kasser, baller,
	35	og hverken skipper eller mandskab ved
		til punkt og prik hvad skibet fører med;
		alt går iflæng, alt tages som det falder.
		Så lægges atter ud på vide veje;
		kækt graver bougen i det salte skum;
	40	det er som havet ikke havde rum
		og bølgens rygning ej gav bredt nok leje
		for den usigelige livsmods-sum,
		som stormvejr ikkun øger og formerer
		hos skipper, mandskab og hos passagerer.
	45	Begribeligt. Er ikke skuden tæt?
		Er ikke lasten stuvet jævnt og sikkert?
		Er ej kompas, sextant og stjernekikkert
		i orden til at holde kursen ret?
		Er ej det skøn, den dygtighed tilstede,
	50	som vækker lid og holder mishåb nede?
		Og dog, tiltrods for alt, det kan sig hænde
		en godvejrsdag, foruden synlig grund,
		at der ombord, på hvermands sind og mund,
		en sælsom trykket lumring er at kende.
	55	Først tykkes få af denne tunghed grebne,
		så fler, så mange, så til slutning alle;
		sløvt sættes sejl og sløvt håndteres rebene;
		sløvt purres ud; sløvt høres piben kalde.
		Der tages varsler af hver liden ting.
	60	Havblikkets døs, ja føjelige vinde
		mismodigt tydes; selv et marsvins spring,
		en stormfugls skrig man lægger sig på sinde.
		Sløvt går de der, af samme lønsot smittede,
		skønt ingen røbed og skønt ingen frittede.
	65	Hvad er da sket? Hvad er vel hændt ombord?
		Hvad er den gådefulde grund til trykket,
		som lamslog sind og vilje, arm og ord?
		Er nød påfærde, – nogen forulykket?
		Nej, ingenlunde. Alting går sin gang, –
	70	men uden håb og mod, og uden sang.
		Og hvorfor? Jo, fordi en lønlig tvivl ,
		et rygte sniger sig foruden hvil
		fra forlugaren og til agtermasten:
		De tror de sejler med et lig i lasten.
	75	Den sømands-overtro er vel bekendt;
		engang brudt ud den fylder alles tanker.
		Hvordan med sagen selv det er bevendt,
		erfares først, hvis rejsen vorder endt,
		trods alle varsels-tegn, trods skær og banker,
	80	i havnen trygt fortøjet og for anker. –
		Se, kære ven, – Europas damp-paket
		står ud tilhavs med kurs mod nye lande,
		og både De og jeg har løst billet
		og taget plads på agterdækkets bret,
	85	med hatten løftet mod de gamle strande.
		Herude svales både sind og pande;
		heroppe kan vi ånde frit og let; –
		i lasterummet ligger al bagagen,
		og kok og steward sørger for menagen.
	90	Hvad kræves mere til en sorgløs færd?
		Maskinen gør sin pligt; hør kedlen buldre;
		se stempelstangen løfte sine skuldre;
		se skruen kløve vandet som et sværd; –
		stagsejlet holder skibet frit for krængning;
	95	rormanden bøder af hver overdængning;
		rumt farvand går vi i; kaptejnen oppe
		på brettet er vor fulde tillid værd
		og holder udkik over alle toppe; –
		hvad kræves mere til en sorgløs færd?
	100	Og dog, – vidt ude på det åbne hav,
		midtvejs imellem hjemmets land og målet,
		det lader jo som farten sakked af,
		som al vor frejdighed var fra os stjålet.
		Mandskab og passagerer, mænd og kvinder,
	105	går om med sløve øjne, slappe kinder;
		man synker sammen, ruger, grubler, lytter
		i forlugarer og i pragt-kahytter.
		De spørger mig om grunden, gode ven!
		Har De ej mærket, noget vilde komme?
	110	Forstod De ej, et tidehverv var omme,
		der vejred tryghed og fortrøstning hen?
		Hvad grunden er, det ligger ej for dagen;
		men De skal høre hvad jeg ved om sagen.
		Jeg sad en nat alene her på dækket,
	115	en lummer nat med stjerner og med stilhed;
		luftdraget var så blødt, så fuldt af mildhed,
		og aftenvindens vinger ganske stækket.
		Tilkøjs var alle passagerer gangne,
		og døsigt brændte lamperne dernede;
	120	ud fra kahytten flød en kvalmfuld hede,
		der holdt de trætte i en halvsøvn fangne.
		Men hvileløs og uden fred var blunden;
		jeg så det; skylights-lugen stod halvt åben; –
		hist lå en statsmand og fordrejed munden
	125	som til et smil, der endte med en måben;
		en lærd professor vælted sig til siden,
		splidagtig, lod det, med sin egen viden;
		en theolog trak teppet over panden;
		i hovedpuden grov sig ned en anden;
	130	og højt og lavt lå kunstnere, skribenter,
		som folk i drøm, der frygter og forventer; –
		men over alt det halvsøvns-liv dernede –
		en rødlig, osende og kvalmfuld hede.
		Jeg vendte øjet fra det sløve røre;
	135	jeg stirred fremad i den friske nat;
		jeg så mod øst, hvor alt en dagning mat
		begyndte alle stjerners glans at sløre.
		Da traf et ord hist nedefra mit øre;
		det traf mig der jeg lænet sad mod masten.
	140	En sagde højt og, som det syntes, midt
		imellem usund søvn og mareridt:
		Jeg tror vi sejler med et lig i lasten!

Tilbake til innholdsliste

Ved Tusendårs-festen

den 18de Juli 1872.

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

195

9*

196

197

		Mit folk, som skænkte mig i dybe skåler
		den sunde bittre styrkedrik, hvoraf
		som digter jeg, på randen af min grav,
		tog kraft til kamp i døgnets brudte stråler, –
	5	mit folk, som rakte mig den landflugts-stav,
		den sorgens byldt, de angstens rappe såler,
		det tunge alvors-udstyr til min færden, –
		dig sender jeg en hilsen hjem fra verden!
		Jeg sender den med tak for alle gaver,
	10	med tak for hver en smærtens luttrings-stund.
		Hver vækst, som lykkes i mit livskalds haver,
		har dog sin rod i hine tiders grund; –
		at her de spirer fyldigt, rigt og gerne,
		det skyldes gråvejrs-brisen fra det fjerne;
	15	hvad solbrand løsned, det fik tågen fæste; –
		mit land, hav tak, – du skænkte mig det bedste.
		Ja, did, hvor tågen tumler sig om tinden,
		hvor gråvejrsbrisen over vidden slår,
		hvor der er lydt foruden og forinden,
	20	hvor der er øde mellem gård og gård, –
		did ser jeg, som en lods fra skansens tremme.
		I natten og min digtning bor jeg hjemme.
		Og mest i denne meningsmørke tid,
		da hjemmets liv et tvesyn slutter inde:
	25	et folk, som kløver sig i spredtheds splid –
		og flokker sig om samlings-tankens minde.
		Men når jeg ser mod disse festens dage,
		mit syn går mer end tusend år tilbage.
		Der ser jeg højne sig af sagas skodde
	30	hint træ, som sprat i dronning Ragnhilds drøm.
		Jeg ser det brede sig fra Næssets odde,
		rundt Nordkaps væg, øst over Glommens strøm.
		Jeg ser dets røde læg, dets grønne grene,
		jeg ser dets kviste, skinnende som sne; –
	35	men under løvet er en slægt at se,
		som sidder nidsyg, hver for sig alene,
		på næs, i vik, i hver en afdals læ.
		Kun en står sorgløs midt iblandt de spredte.
		Han kaster legende sit livsmåls terning;
	40	thi han har håb og tro, og er den rette,
		og har et verdensviljens krav at mætte, –
		og store drømmes løvtag om sin gerning.
		Så går det løs! Den unge mod de gamle;
		det nye syn imod den vante sed.
	45	Rundt Trondhjem ser jeg otte riger ramle;
		i otte slag blir otte konger fældte.
		Af høvdingstolen glider Rollaug ned,
		og sætter sig på jarlesædets skamle; –
		i Naumdal stikker Herlaug sværd i belte –
	50	og går i haug med alle sine helte.
		Da enes de, som står mod landets ening;
		da samles de, som slår for spredtheds værk;
		da nytter de hårfagre kongens mening:
		at ryg mod ryg gør kæmpen tifold stærk.
	55	Da flokkes Egder, Theler, Hørder, Ryger;
		da skinner spilte sejl langs Listers strand;
		der stritter vimpler, skum for stevnen fyger,
		og som de rundt om Jeder-revet stryger,
		der bæres hæse hærskrig ind mod land.
	60	De søger Haralds flok. Nu skal det fristes,
		om hævdens træ fra farfars tid tør kvistes.
		To tanker går i stål imod hinanden;
		to tidehverv vil skifte hvasse ord. –
		Fra løftingen ser Roald Rygg mod nord;
	65	kong Køtve bryner sværd mod skjolderanden.
		Lidt frem endnu! I Hafsfjord venter manden.

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

198

		Ser I de hundrede tjærede snekker,
		langskibes rader, som ligger for anker?
		Ser I, hvor Hårfagers hærklædte rækker
	70	fylder og dækker
		tofternes tiljer og æsingens planker?
		Hører I duren af Hafsfjords-gnyet?
		Hornkloves drapa har båret det frem.
		Stridsmænd for kvelden mod stridsmænd for gryet;
	75	stridsmænd for næet mod stridsmænd for nyet; –
		snekker og knærrer,
		med højbårne stavne,
		tørner og snerrer
		som måger mod ravne;
	80	fjordvidden mørknes af pilskyens bræm.
		Dronningens drømtræ er stedt i fare!
		Egder og Theler vil løve dets tag af!
		Har ingen nød. Med økser snare
		ringer om roden sig Hårfagers skare,
	85	bøder de hvislende bilers slag af, –
		berger den vordende tusendårs-saga.
		Dagen lider og langskyggen falder.
		Roald og Sote og Thore blunder.
		Solen går under.
	90	Med den går under en udlevet alder; –
		det nybårne kalder. –
		Kong Køtve løber med skam af striden, –
		skønner, han kan ikke løbe fra tiden, –
		løber endda, som Hornklove melder,
	95	længtende hjemad
		til sulet og mjøden.
		Men Harald han tjælder
		knærrer og snekker.
		Så frister de fremad,
	100	de fremdjærve rækker,
		mod morgenrøden.

199

		Versetype:
		Rimskjema:
		Metrisk formel:

200

201

202

		Og så gik tusend år. Snart strengt, snart blidt,
		spandt norner gennem dem på skæbne-tenen.
		Men folkedrømmens træ fik vokse frit,
	105	med løv i toppen og med frugt på grenen.
		Nu standser slægtens tog og skuer vidt
		fra skillet agterud. Nu rejses stenen, –
		hin landets tause lovsang i granit. –
		På vagt, mit folk! Bryd lag og leg og gilde; –
	110	i mørket tusler det, som vil os ilde.
		Jeg ser mit hjem med tågers fold om tinden, –
		mit hjem, hvor gråvejr over hejen slår,
		hvor der er lydt foruden og forinden,
		hvor der er ensligt mellem gård og gård. –
	115	Hvad lusker der ved kveld på krøgte veje?
		Hvem er han, skyggen? Har jeg set ham før?
		Han løfter klinken let på bondens dør,
		går som på sokker bent til mandens leje; –
		han hvisker ord i øret på den hvilende, –
	120	og så til næste nabo – lydløst, smilende.
		Og det er ikke en jeg ser, men mange.
		Og det er ej blot ord, jeg kan fornemme; –
		jeg hører som en dur af dumpe sange,
		en døs, som tager sind og sans til fange,
	125	et bys, som summer drømmens digt iglemme.
		Hvem er de, skyggerne? Hvor har de hjemme?
		Af Hafsfjord stiger de! Op, dagens mænd!
		Til Haralds-dyst! De døde går igjen !
		Ja, Roald, Sote, Thore Haklang lever
	130	sit midnatsliv som dødning og som draug; –
		og Rollaug rører på sig; Herlaug stræver,
		den gamle muldvarp, i sin sunkne haug.
		Sligt er det, som går lumsk på bygdens veje,
		budstikken bærende fra grænd til grænd;
	135	sligt er det, som tar plads ved bondens leje,
		og byder lønlig leding ud igjen . –
		Op, dagens stridsmænd, fæld, hvad natten fødte!
		Om drømmens træ slå ringen tæt og rund!
		Hårfagre Harald kræver dådens støtte; –
	140	det, som skal rage højst i denne stund, –
		det, vi skal ramme ned i Norges grund,
		det er en pæl igennem dem, han mødte.
		Thi vi har liv til sag, og de har døden; –
		de har kong Køtves mål, vi morgenrøden.
	145	Se ud i verden! Hafsfjords dag er oppe,
		lysvågen, over alle jordens toppe.
		Den sol, som brandt på Solferinos sletter, –
		den sol, som farved Lissas vinblå dyb, –
		som bruned Porta Pias røde spetter
	150	og jog i kælder Vatikanets kryb, –
		den sol, som lumred om Sadowas volde,
		var Hafsfjords-solen i vort nye døgn;
		det var den sol, som lyste for den bolde,
		da riget rejstes mellem holmer golde, –
	155	en sol, som slog i flint de samme trolde
		og damped giften af den samme løgn. –
		Mærk hvor du står, du dagens norske broder!
		Tyd tidens tegn; med den er du i pakt.
		Idag er kun en ringe grundsten lagt
	160	til større støtte for vor stammes moder.
		Læs tidens lov! Den tåler ingens trods.
		Cavour og Bismarck skrev den og for os, –
		og dødninger og drauger vog han fler af,
		hin dådsmand og hin drømmer på Caprera.
	165	Ja, Haralds-tanken går igennem tiden,
		og Hafsfjords-slaget står den dag idag;
		thi det er ånd mod ånd, som ildner striden, –
		kong Haralds ånd med rigets helheds-sag
		mod søndrings ånden under småheds flag.
	170	Dog, svigter du, mit folk, i samlings-dysten, –
		da ned med støtten på din høvdings grav!
		Lad ikke stenen hykle over hav
		og pege som en nidstang ind mod kysten.
		Men har du høvding-sind, og vil du sejre,
	175	da ser jeg, lys og glad: du sejre får!
		Da kan en slægt, som kommer efter vor,
		den rette samlingsstøttes rejsning fejre;
		men den skal bygges over døgnets lejre,
		højt over bygdens stræv og byens bulder; –
	180	dens plads er given: det er Dovres skulder.
		Da er det sket, hvad dronning Ragnhild skued.
		Da først, mit land, du yder højsind ly.
		Da er din gamle stortid vorden ny,
		og spådoms-gåden herligt løst i nuet.
	185	Da ser jeg dig, mit folk, som trøstig voved,
		hvad du i samlings-festens rus har lovet, –
		jeg ser dig træde tidens åbne spor
		imod et frit, et helt, et mægtigt Nord;
		jeg ser dig som en slægt, der tungt har sovet,
	190	men sund er vågnet ved et manings-ord;
		jeg ser dig som en slægt, der vil og tror, –
		med kraft til mer end dont på land og fjord, –
		med længslers hærgang rundt den vide jord,
		og store drømmes løvtag om dit hoved!

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Samarbeidspartnere:

		Side
Spillemænd	...	1.
Kong Håkons gildehal	...	2
Byggeplaner	...	4
Markblomster og potteplanter	...	5
En fuglevise	...	7
På Akershus	...	9
Ederfuglen	...	13
Med en vandlilje	...	14
Fugl og fuglefænger	...	15
Bergmanden	...	17
Min unge vin	...	20
Lysræd	...	21
Digterens vise	...	23
Kløften	...	25
Højfjeldsliv	...	26
På sangertog	...	29
En svane	...	32
Priset være kvinden!	...	33
4de Juli 1859	...	35
Skolehuset	...	39
Folkesorg	...	41
Til thingmændene	...	44
Hilsen til Svenskerne	...	47
Til de genlevende	...	49
Vuggevise	...	52
Borte!	...	53

		Side
Stormsvalen	...	54
Agnes	...	55
Stambogsrim	...	57
Mindets magt	...	58
Åbent brev	...	60
Til en bortdragende kunstner	...	66
Ørnulfs drapa	...	68
Fredrik den syvendes minde	...	72
En broder i nød!	...	74
Troens grund	...	78
Storthings-gården	...	81
Terje Vigen	...	84
Forviklinger	...	102
Fra mit husliv	...	105
I galleriet	...	108
De usynliges kor	...	110
På vidderne	...	111
Kvindernes bøn	...	131
Tak	...	132
Abraham Lincolns mord	...	134
Til min ven revolutions-taleren	...	138
Uden navn	...	139
Ved Port Said	...	143
I en komponists stambog	...	177
Brændte skibe	...	178

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: